En brancheforening for limousiner klagede over Færdselsstyrelsens krav om mindst 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i personbiler. Foreningens medlemmer havde ved periodiske eftersyn ikke fået godkendt deres vogne med henvisning til at de ikke overholdt dette krav i de årlige bekendtgørelser om detailforskrifter for køretøjer.
Bekendtgørelsen for årene 1977-83 indeholdt en bestemmelse der tillod tonede forruder hvis der var mindst 70% lysgennemgang. I bekendtgørelsen fra 1984 blev "forruder" ændret til "ruder", og i bekendtgørelsen for 1992 blev der indsat en bestemmelse om at (også) bagruder og bageste sideruder i personbiler skal have mindst 70% lysgennemgang.
Færdselsstyrelsen mente at allerede bekendtgørelsen fra 1977 indeholdt et forbud mod farvede bag- og sideruder, men ændrede under sagen sin opfattelse til at der først med bekendtgørelsen fra 1984 var hjemmel til at kræve lysgennemgang i andre ruder end forruder.
Ombudsmanden udtalte at der efter almindelige fortolkningsprincipper ikke var hjemmel i bekendtgørelsen fra 1977-83 til at kræve 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder. Ombudsmanden mente heller ikke at ændringen fra "forrude" til "ruder" i 1984 kunne udgøre en sådan hjemmel.
På den baggrund mente ombudsmanden ikke at kravet om minimum 70% lysgennemstrømning i bagruder havde den fornødne hjemmel før ændringen i 1992. Ombudsmanden henstillede derfor til Færdselsstyrelsen at praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april 1992 blev justeret i overensstemmelse hermed. (J.nr. 1994-2869-514).