En advokat klagede over at Rigsadvokaten og Justitsministeriet ikke havde givet ham medhold i hans klager over dels ikke at være blevet underrettet i forbindelse med retsmøder om telefon- og rumaflytning hos hans klient, dels ikke - som ønsket - at have fået aktindsigt i det ved telefon- og rumaflytningerne tilvejebragte materiale.
Ombudsmanden tilsluttede sig Rigsadvokatens opfattelse hvorefter politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en valgt/beskikket forsvarer om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal ske.
Ombudsmanden mente at de samme synspunkter måtte gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Da straffesagen mod advokatens klient blev opgivet uden tiltale, og da Rigsadvokaten havde meddelt politiet og anklagemyndigheden at lignende sager skulle forelægges domstolene til afgørelse, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 1994-2767-609).