FOB 96-314

Aktindsigt i bedømmelsesudvalgs indstilling

01-01-1996

Et universitet afslog at give aktindsigt i et bedømmelsesudvalgs indstilling om antagelse af en doktordisputats. Undervisningsministeriet tiltrådte afgørelsen og henviste til at indstillingen var et internt arbejdsdokument. Ministeriet henviste endvidere til undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.  

Ombudsmanden udtalte at det var tvivlsomt om bedømmelsesudvalget var samme myndighed som fakultetsrådet, men fandt det ikke nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet. Dette skyldtes at indstillingen efter bekendtgørelse om erhvervelse af doktorgraden snarest efter afgivelsen skal sendes til doktoranden og herefter med sikkerhed ikke kan være omfattet af § 7. Ombudsmanden fandt det beklageligt at ministeriet ikke havde været opmærksom på dette.

Ombudsmanden udtalte om offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at bestemmelsen ifølge forarbejderne var tiltænkt et snævert anvendelsesområde og at der derfor ikke er tilstrækkeligt grundlag for generelt at undtage bedømmelsesudvalgs indstillinger fra aktindsigt. Anvendelsen af bestemmelsen må afhænge af en konkret vurdering af indstillingen i den enkelte sag.

Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at ministeriet ikke ved sin behandling af sagen havde haft bedømmelsesudvalgets indstilling til gennemsyn da ministeriet som rekursmyndighed måtte påse overholdelsen af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 13, stk. 2.

Ombudsmanden henstillede at ministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1994-2494-701).