FOB 95-98

Aktindsigt i sag hos Den Centrale Videnskabsetiske Komité

01-01-1995

En journalist klagede over Den Centrale Videnskabsetiske Komités afslag på anmodning om aktindsigt i en forskningsprotokol. Den centrale Videnskabsetiske Komité, der ikke havde godkendt forskningsprotokollen, afslog aktindsigt dels under henvisning til hensynet til forskeres faglige omdømme, dels under henvisning til beskyttelsen af den videnskabelige idé.

Ombudsmanden mente at hensynet til lægens faglige omdømme kunne varetages ved en anonymisering af protokollen.

Ombudsmanden udtalte endvidere generelt at offentlighedslovens bestemmelser om undtagelser fra offentlighedsprincippet i et vist omfang kan anvendes til beskyttelse af forskerens originale ideer mv. Myndigheden var imidlertid i givet fald forpligtet til at foretage en konkret vurdering af om et sådant væsentligt hensyn forelå, herunder om der var tale om en forskningsidé der kunne antages at føre til videnskabelige resultater af betydning. Myndigheden skulle endvidere sandsynliggøre at aktindsigt ville medføre skade af betydning.

Da det ikke klart fremgik af sagens omstændigheder om en sådan selvstændig vurdering var foretaget, henstillede ombudsmanden at Den Centrale Videnskabsetiske Komité genoptog behandlingen af sagen. (J. nr. 1995-816-701).