FOB 95-432

Kommunalt ansattes ytringsfrihed

01-01-1995

En kommune udsendte retningslinier til personalet ansat ved kommunens døgnhjemmepleje om de ansattes ret til at udtale sig til pressen. Dansk Sygeplejeråd klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes begrænsninger i offentligt ansattes ret til at udtale sig som privatpersoner. Udtalelser den ansatte afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbeføjelser. Der kan dog almindeligvis ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden.

Hvis en myndighed anbefaler medarbejderne at fremføre en eventuel kritik via interne systemer (ledelses- og samarbejds-/tillidsmandssystemet), må kommunen som udgangspunkt samtidig understrege at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1994-2754-815).