En advokat klagede på vegne af en udlænding over Indenrigsministeriets afgørelse om at udvise udlændingen med indrejseforbud på grund af ulovligt ophold i Danmark. Endvidere klagede advokaten over myndighedernes afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, eller Indenrigsministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33. Derimod mente ombudsmanden det var kritisabelt, at udlændingen blev udsendt ved politiets foranstaltning to dage før ministeriet traf endelig afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på at Direktoratet for Udlændinge havde meddelt advokaten, at sagen var sendt til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Advokaten var derfor bragt i en berettiget forventning om at hans klient ikke ville blive udsendt inden Indenrigsministeriet havde truffet afgørelse.
Under Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen blev udlændingen ikke gjort bekendt med de forklaringer en kommunalt ansat havde afgivet til politirapporten i sagen. Partshøring kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser kan tale imod en sags udsættelse på grund af partshøring. Ombudsmanden fandt under henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, ikke anledning til at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der dog i hver enkelt sag ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang. Ombudsmanden kritiserede at der ikke i denne sag var sket en sådan konkret og individuel afvejning. (J. nr. 1994-2611-643).