FOB 89.197

Aktindsigt i brevveksling om EF-spørgsmål mellem offentlige myndigheder og private.

01-01-1989

En privat organisation rettede i august 1989 henvendelse til Trafikministeriet og begærede aktindsigt i en skrivelse fra et fransk entreprenørfirmas danske advokat til ministeriet. Det pågældende dokument indgik i sagen om EF's indsigelser mod licitationen vedrørende den faste storebæltsforbindelse.

Ministeriet afslog begæringen under henvisning til, at det ønskede dokument var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, i offentlighedsloven og således ikke var undergivet aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte, at såvel almindelige juridiske fortolkningsprincipper som reale hensyn efter offentlighedslovens § 10, nr. 3, måtte føre til, at der ikke var hjemmel i bestemmelsen til at afslå en begæring om aktindsigt i brevveksling om EF-spørgsmål mellem offentlige myndigheder og private.

Ombudsmanden henstillede til Trafikministeriet at træffe en ny afgørelse.

Ministeriet udleverede herefter det pågældende dokument til organisationen og meddelte i en senere skrivelse, at ministeriet tog ombudsmandens fortolkning af bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, til efterretning.(J. nr. 1989-1249-519).