A modtog den 30. januar 1987 B kommunes mundtlige afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp. Han bad om en skriftligt begrundet afgørelse for at kunne udforme en skriftlig klage til amtsankenævnet. Kommunen besvarede ikke A's anmodning om en efterfølgende begrundelse, og A foretog herefter ikke videre, før han efter 1½ år blev opmærksom på, at tilbagebetalingskravet delvis var inddrevet ved modregning i overskydende skat. Herefter indgav A klage over B kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.
Formanden for amtsankenævnet afviste at behandle klagen med henvisning til, at klagefristen i bistandslovens § 15 var overskredet, og til, at der ikke forelå særlig grund til at se bort fra fristoverskrivelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at A havde modtaget klagevejledning, at han ikke senere havde rykket kommunen for den lovede skriftlige afgørelse, og at der var forløbet 1½ år fra den mundtlige afgørelse, da A indgav klage til nævnet.
Ombudsmanden udtalte, at det også forud for forvaltningslovens ikrafttræden var fast antaget, at en part på begæring kunne forlange at få meddelt en skriftlig begrundelse efterfølgende. Han fandt A's ønske om at modtage en begrundelse rimeligt og velbegrundet, og udtalte, at den manglende efterkommelse af ønsket burde bevirke suspension af klagefristen i bistandsloven.
Ombudsmanden henstillede til nævnet at tage A's klage over B kommunes afgørelse af 30. januar 1987 under realitetsbehandling.
Amtsankenævnet meddelte senere, at nævnet havde truffet beslutning om at realitetsbehandle A's klage. Ombudsmanden tog denne meddelelse til efterretning. (J. nr. 1989-368-051).