FOB 88.57

Aktindsigt i udkast til naturgasredegørelse

01-01-1988

Energiministeriet havde af hensyn til internt præget samarbejde med naturgasselskaberne og af hensyn til den politisk-parlamentariske proces afslået aktindsigt i et udkast til en redegørelse om naturgasprojektet, som i sin endelige form skulle afgives til Folketingets Energipolitiske Udvalg, jf den generelle undtagelsesbestemmelse i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Udtalt, at det hverken udfra et almindeligt hensyn til beskyttelse af internt præget samarbejde eller udfra en konkret vurdering af karakteren af samarbejdet med naturgasselskaberne eller af hensyn til den politisk-parlamentariske proces kunne anses for foreneligt med bestemmelsens indhold og forarbejder at anvende offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Henstillet til Energiministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen.

(J. nr. 1988-635-36).