Fundet det overordentligt kritisabelt, at Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge i op til 16 måneder havde undladt at færdigbehandle ansøgninger om familiesammenføring vedrørende herboende tamilske flygtninge. I den forbindelse lagt vægt på, at det drejede sig om administration af lovbestemmelser, som giver et retskrav på meddelelse af opholdstilladelse.
Udtalt, at jeg måtte stille mig uforstående overfor, at Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge i betydeligt omfang havde ment at kunne henvise til udtalelser og vurderinger fra FN's Højkommissariat for Flygtninge - såvel om udsigterne for repatriering af tamilske flygtninge i Europa som om det almene spørgsmål om familiesammenføring - som grundlag for beslutningen om at stille de tamilske familiesammenføringssager i bero/nedprioritere dem.
Konstateret, at Direktoratet for Udlændinge for stort set alle de omhandlede sagers vedkommende havde brugt flere ressourcer på henholdende ekspeditioner, end der ville være medgået til at træffe afgørelser i sagerne.
Under henvisning til ovenstående udtalt, at Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge ikke med rette havde kunnet påberåbe sig prioriteringshensyn og begrænsede ressourcer som begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe afgørelser i de konkrete sager.
Ikke fundet med tilstrækkelig sikkerhed at kunne karakterisere forsinkelsen af sagsbehandlingen som tilsigtet med den hensigt at øge muligheden for at få herboende tamilske flygtninge til at vende tilbage til Sri Lanka. Imidlertid fundet, at det for Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge måtte have stået klart som en nærliggende mulighed, at forsinkelsen af sagsbehandlingen kunne få adskillige af flygtningene til at forsøge at vende tilbage til Sri Lanka, uanset risikoen herved.
(J. nr. 1988-1151-613).