Transport- og Boligministeriet styrker aktindsigtsområdet

15-05-2020

Transport- og Boligministeriet iværksætter en række nye initiativer for at styrke behandlingen af sager om aktindsigt. Det sker, efter at ombudsmanden har undersøgt ministeriets sagsbehandlingstider for 2018 og 2019.

Ud over at centralisere behandlingen af aktindsigtssager i ministeriets lovkontor er det også besluttet bl.a. at tilføre ekstra ressourcer til området. Det er ministeriets forventning, at der med de nye tiltag vil ske yderligere forbedringer af de gennemsnitlige sagsbehandlingstider på hele aktindsigtsområdet, og at de nye tiltag vil sikre, at sager med meget lange sagsbehandlingstider fremadrettet kan undgås.

”En hurtig sagsbehandling af aktindsigtssager er en forudsætning for, at pressen har mulighed for løbende at orientere befolkningen om aktuelle sager i den offentlige forvaltning. Der er allerede sket en positiv udvikling i Transport- og Boligministeriets sagsbehandlingstider på aktindsigtsområdet, men der er stadig enkelte sager, der bliver alt for gamle. Det er derfor godt, at ministeriet nu iværksætter en række nye initiativer,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmanden har besluttet at følge udviklingen i Transport- og Boligministeriets sagsbehandlingstider på aktindsigtsområdet og har derfor også bedt ministeriet om en status for 2020.

Se ombudsmandens brev af 14. maj 2020 til Transport- og Boligministeriet her. 

Se Transport- og Boligministeriets svar af 15. august 2019 og 3. februar 2020 her. 

Se ombudsmandens tidligere breve af 25. april og 19. november 2019 her. 

 

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. 42475091

Souschef Kristine Holst Hedegaard, tlf. 33132512

 

FAKTA

KORT OM UDVIKLINGEN I TRANSPORT- OG BOLIGMINISTERIETS SAGSBEHANDLINGSTIDER:

  • Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for førsteinstanssager behandlet efter offentlighedsloven faldt i andet halvår af 2019 til 8 arbejdsdage i forhold til 2018 og første halvår af 2019, hvor de gennemsnitlige sagsbehandlingstider var henholdsvis 18 og 9 arbejdsdage.
  • Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for førsteinstanssager behandlet efter miljøoplysningsloven faldt i andet halvår af 2019 til 43 arbejdsdage i forhold til 2018 og første halvår af 2019, hvor de gennemsnitlige sagsbehandlingstider var henholdsvis 60 og 86 arbejdsdage.
  • Antallet af afsluttede førsteinstanssager med en sagsbehandlingstid på 80 arbejdsdage eller derover faldt fra 15 sager i 2018 til 4 sager i 2019. Der var tale om sager med en sagsbehandlingstid på helt op til 387 arbejdsdage.
  • Der var pr. 31. december 2019 11 verserende sager. De ældste sager havde en foreløbig sagsbehandlingstid på henholdsvis 83, 185, 632 og 664 arbejdsdage.
  • Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesagerne var i andet halvår af 2019 62 arbejdsdage.

OFFENTLIGHEDSLOVENS REGLER

  • I offentlighedsloven er der fastsat følgende om sagsbehandlingstiden, når der anmodes om aktindsigt:
    ”Vedkommende myndighed m.v. afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. ...” 
  • Det følger af forarbejderne til loven, at de mest omfattende eller komplicerede sager skal tilstræbes at være færdigbehandlet inden for 40 arbejdsdage
  • I sager, hvor en klageinstans, f.eks. Transport- og Boligministeriet, behandler en klage over afslag på aktindsigt, er der i offentlighedsloven fastsat følgende:
    ”Klageinstansen skal inden 20 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage over en afgørelse om aktindsigt have færdigbehandlet klagen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet ikke er muligt.”

MILJØOPLYSNINGSLOVENS REGLER

  • I miljøoplysningsloven er der fastsat følgende om sagsbehandlingstiden, når der anmodes om aktindsigt:
    ”Sager om aktindsigt skal under hensyntagen til en eventuel tidsfrist, som anføres af den, der har fremsat anmodningen, afgøres hurtigst muligt og senest 1 måned efter modtagelsen af anmodningen eller, hvis sagens omfang og komplekse karakter er af en sådan art, at fristen på 1 måned ikke kan overholdes, senest 2 måneder efter modtagelsen. …”
  • EU-Domstolens dom i sag C-186/04, Housieaux fastslår, at der i forhold til 2-måneders fristen er tale om en ubetinget sagsbehandlingsfrist.