Ombudsmandsinstitutionen fortsætter driften fra hjemmearbejdspladser

12-03-2020

Selv om medarbejderne hos Folketingets Ombudsmand i dag er sendt hjem i tråd med regeringens instrukser, vil behandlingen af sager hos ombudsmanden fortsætte.

Det oplyser Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

”De fleste medarbejdere hos os har hjemmearbejdspladser, og vores systemer er digitale. Derfor kan vi et langt stykke hen ad vejen fortsætte vores arbejde med at betjene borgere og behandle sager,” siger Niels Fenger. Han peger dog på, at visse processer bliver mere vanskelige, og det kan give længere sagsbehandlingstider.

Langt hovedparten af ombudsmandsinstitutionens kommunikation med omverdenen sker digitalt, og de fleste klager til ombudsmanden modtages via hjemmesiden eller på mail. Disse dele påvirkes derfor ikke af, at medarbejdere arbejder hjemmefra.

Det vil dog ikke være muligt for borgere at møde op på adressen på Gammeltorv, og ombudsmandens telefontider vil også være indskrænket de kommende uger.

Folketingets Ombudsmand tager på tilsyn i bl.a. fængsler og sociale institutioner. Foreløbigt er samtlige tilsyn frem til 1. maj udskudt. Institutionerne er blevet informeret.

På forsiden af ombudsmanden.dk kan man orientere sig om telefontider mv.

Folketingets Ombudsmand

  • Folketingets Ombudsmand har kontorer på Gammeltorv i København.
  • Ombudsmanden har cirka 110 medarbejdere, hvoraf størstedelen er jurister.
  • I 2019 behandlede ombudsmanden 5.574 sager.