Ombudsmanden tilfreds med udsigt til hurtigere behandling af førtidspensionssager

22-01-2014

Københavnere, der har søgt om førtidspension i slutningen af 2012, kan som hovedregel forvente et svar inden udgangen af januar 2014. Og størstedelen af nye ansøgere kan forvente svar inden for tre måneder. Det skriver Københavns Kommune i en redegørelse til Folketingets Ombudsmand, som er tilfreds med, at der er fundet en løsning på de lange sagsbehandlingstider på førtidspensionsområdet.

”Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, hvis det tager op til 14 måneder at behandle en ansøgning om førtidspension, og det har Københavns Kommune også erkendt. Men det afgørende for mig er, at problemerne i kommunen ser ud til at være løst nu, og at de fleste ansøgere fremover kan få svar inden for fristen på 3 måneder”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Ombudsmanden følger op på ventetiden

Københavns Kommune skrev i sommeren 2013 til 216 borgere, at de først kunne forvente at modtage en afgørelse i deres sager om førtidspension i december 2013 eller januar 2014. Ifølge pressen skulle det betyde, at nogle sager ville få en sagsbehandlingstid på op til 14 måneder.

Efter pensionsloven skal kommunalbestyrelsen som udgangspunkt træffe afgørelse senest 3 måneder efter, at sagen er overgået til behandling efter reglerne om førtidspension.

Ombudsmanden gik derefter ind i sagen, og siden har Københavns Kommune beklaget den lange sagsbehandlingstid og foretaget væsentlige stramninger og ændringer i sagsbehandlingen.

Ombudsmanden har bedt kommunen om at blive orienteret om status pr. 1. februar 2014 i sager fra 2012 og om status pr. 1. juni 2014 i de sager, hvor der er søgt om førtidspension efter 1. december 2013.

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Kontorchef  Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12

 

Læs ombudsmandens brev

Læs kommunens udtalelser af 4. oktober 2013 og 11. november 2013