Ombudsmand: Alle regler skal følges, når demente holdes inde

11-03-2014

Når en dement plejehjemsbeboer ikke længere forstår, at hun f.eks. skal have sko og overtøj på om vinteren, må personalet beskytte hende. Det kan bl.a. ske ved at opsætte en særlig døråbner, så kvinden ikke kan gå ud. Den slags indgreb er udtryk for omsorg, men samtidig også brug af magt, der kræver, at både personale og kommune lever op til en række regler. At det ikke altid sker, fremgår af en sag, som ombudsmanden rejste efter et tilsynsbesøg på et plejehjem i Esbjerg. 

”Jeg har stor forståelse for, at det kan være nødvendigt at forhindre en dement person i at forlade et plejehjem, men at bruge særlige døråbnere, så personen ikke kan komme ud, svarer til en frihedsberøvelse. Den type tiltag forudsætter, at både plejehjem og kommune overholder en række regler, så den dementes retssikkerhed er sikret,” siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Ombudsmanden formoder, at opsætning af særlige døråbnere og lignende foranstaltninger er ofte forekommende på plejehjem rundt om i landet, og derfor understreger han vigtigheden af, at både plejehjem og kommuner kender reglerne.
 

Ægtefælle burde være orienteret
I sagen med den demente kvinde fra Esbjerg brugte demensafsnittet særlige døråbnere i en periode uden at have fået lov af kommunen. Det kritiserede ombudsmanden. Da kommunen senere godkendte døråbnerne, meddelte kommunen ikke afgørelsen til nogen. Ombudsmanden mente, at afgørelsen (ud over at være meddelt kvinden selv) også skulle have været sendt til kvindens ægtefælle, så han havde mulighed for at klage, hvis han ønskede det. Ombudsmanden kritiserede også, at demensafsnittet og kommunen ikke havde været opmærksomme på reglerne om at udarbejde handleplaner, registrering, indberetning og opfølgning på magtanvendelsen.  


Læs hele udtalelsen her


Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Specialkonsulent Vibeke Lundmark, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA 

Betingelser for at bruge særlige døråbnere

Efter § 125, stk. 3, i serviceloven kan kommunen træffe afgørelse om at bruge særlige døråbnere ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode, når: 

1)     der er nærliggende risiko for, at en eller flere personer kan komme væsentligt til skade ved at forlade stedet, og

2)     forholdene gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko, og

3)     lovens øvrige muligheder forgæves har været afprøvet. 


For at kommunen kan træffe afgørelse om at bruge særlige døråbnere (efter § 125), skal der foreligge: 

1)     faglig dokumentation for beboerens nedsatte funktionsevne

2)     oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje, der forgæves har været iværksat

3)     oplysninger om den forventede periode, i hvilken døråbnerne vil være nødvendige

4)     pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte døråbnere. 


Når der opsættes særlig døråbner (efter § 125), skal der af hensyn til beboernes frie færden også opsættes en døralarm, som sikrer, at beboere, der ikke selv kan betjene døråbneren, har mulighed for at tilkalde hjælp (§ 125, stk. 4, i serviceloven). 


Klage

Kommunens afgørelser om at anvende særlige døråbnere kan indbringes for Ankestyrelsen. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunens beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. 


Handleplaner

Kommunen skal udarbejde handleplaner for, hvem der foretages magtanvendelse over for efter § 125. En handleplan skal angive: 

1)     formålet med indsatsen

2)     hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet

3)     den forventede varighed af indsatsen og

4)     andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. 


Revurdering

Kommunen skal løbende – og senest 8 måneder efter afgørelsen – revurdere behovet for at bruge døråbnere. 

Registrering og indberetning

Plejehjemmet skal registrere og indberette enhver form for magtanvendelse, herunder også brug af døråbnere efter § 125. Registreringen skal ske straks, og senest dagen efter at døråbnerne er sat op. En oversigt over plejehjemmets registrerede foranstaltninger skal indberettes hver måned til kommunen.