Hvis en kommune vil give en borger forbud mod at møde op hos kommunen – et såkaldt fremmødeforbud – kræver det vægtige grunde. Det viser en ny udtalelse fra Folketingets Ombudsmand i en sag, hvor en kommune flere gange havde givet en borger et sådant forbud, bl.a. med henvisning til medarbejdernes tryghed.
”Jeg har stor forståelse for hensynet til medarbejdernes tryghed, for alle bør kunne gå trygt på arbejde. Men det er et markant indgreb at forbyde en borger at komme hos kommunen, så kommunerne bør kun bruge fremmødeforbud, når det er absolut nødvendigt. Det mener jeg ikke, at det var i den konkrete sag”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Truende over for personale
Sagen drejer sig om en mand, som i 2010 opførte sig truende over for kommunens personale og begik hærværk ved bl.a. at sparke til en reol. Derfor fik han et forbud mod at møde op hos kommunen. I marts 2012 kontaktede han igen kommunen, og kommunen forlængede forbuddet i et halvt år. Kommunen mente, at borgeren overtrådte forbuddet, da han igen i september 2012 mødte op hos kommunen. Derfor gav kommunen borgeren et nyt forbud mod at møde op. Som begrundelse for forbuddet henviste kommunen efterfølgende også til medarbejdernes tryghed.
På grund af forældelse kunne ombudsmanden kun vurdere grundlaget for kommunens forbud fra september 2012.
Ombudsmanden var enig i, at borgeren havde overtrådt forbuddet fra marts 2012 ved at møde op hos kommunen i september 2012, men mente ikke, at dette alene kunne begrunde, at han fik et nyt forbud. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ikke var oplysninger i sagen, som indikerede, at borgeren siden den oprindelige episode i 2010 havde opført sig truende eller på anden måde utilbørligt i sin kontakt med kommunen. Derfor mente ombudsmanden ikke, at kommunen havde haft grund til fortsat at afskære borgeren fra at møde personligt op.
Læs hele udtalelsen her.
For yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Kontorchef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Ifølge det forvaltningsretlige legalitetsprincip må en myndighed ikke fastsætte generelle regler eller træffe konkrete afgørelser, uden at der er hjemmel til det. Generelle regler, som myndigheden fastsætter, eller konkrete afgørelser, som myndigheden træffer i forhold til en borger, skal med andre ord være legitimeret i en lov eller i en anden anerkendt retskilde, f.eks. en retsgrundsætning.
Det er almindeligt anerkendt, at en offentlig institution kan fastsætte generelle regler eller træffe konkrete afgørelser med hjemmel i det såkaldte anstaltsforhold. Det betyder, at institutionen kan fastsætte de generelle regler og træffe de konkrete afgørelser, der er nødvendige for, at institutionen kan fungere. I kravet om nødvendighed ligger også, at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og midler – det såkaldte proportionalitetsprincip skal altså overholdes.
Se i øvrigt artiklen ”Anstaltsforholdet – en vanskelig hjemmel”, som er offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 2010 (side 29 ff. i den trykte udgave) og på ombudsmandens hjemmeside.