Tvang og ulovbestemte indgreb i psykiatrien

Indlæggelse, ophold og behandling på en psykiatrisk afdeling er som udgangspunkt frivilligt. Hvis en borger ikke ønsker at medvirke, kan både indlæggelse og behandling dog ske ved tvang, når betingelserne i psykiatriloven er opfyldt. Loven giver også personalet på de psykiatriske afdelinger mulighed for at bruge tvangsindgreb som f.eks. fastholdelse af patienten og bæltefiksering under indlæggelsen.

Ulovbestemte begrænsninger og indgreb i psykiatrien

Ud over de tvangsindgreb, der er nævnt i psykiatriloven, er psykiatriske patienter underlagt begrænsninger og indgreb i deres selvbestemmelsesret, som ikke står i lovgivningen. 

Det kan være begrænsninger, som findes i de psykiatriske afdelingers almindelige ordensregler (husordenerne) – f.eks. regler om, hvornår der skal være ro på en afdeling, hvornår der er besøgstid, og hvor man må ryge. Det kan også være begrænsninger, som en afdeling i praksis pålægger patienterne, uden at det fremgår af afdelingens husorden. 

En institutions ledelse kan således i et vist omfang fastsætte ordensregler eller andre begrænsninger for at sikre, at institutionen kan fungere. Grundlaget er den uskrevne grundsætning om anstaltsforhold.

I nogle tilfælde er en ulovbestemt begrænsning imidlertid så indgribende over for patienten, at den ikke kan foretages med hjemmel i grundsætningen om anstaltsforhold, men kræver patientens samtykke. Afdelingen må i disse tilfælde sikre sig, at patienten giver et gyldigt samtykke, som er frivilligt og informeret. Ellers er der tale om tvang, som kræver lovhjemmel. Patienten skal også vide, at samtykket til enhver tid kan trækkes tilbage.

Ombudsmandens tilsyn med psykiatrien

Ombudsmanden får løbende under tilsynsbesøg på psykiatriske afdelinger oplysninger om forskellige former for ulovbestemte begrænsninger og indgreb, som bliver anvendt over for patienterne. 

I flere tilfælde har ombudsmanden gjort sundhedsmyndighederne opmærksomme på, at det retlige grundlag for begrænsninger og indgreb var tvivlsomt. I FOB 2020-43, som angik 17 psykiatriske afdelinger, stillede ombudsmanden spørgsmål ved lovligheden af bl.a. at begrænse patienternes adgang til mobiltelefon, at forbyde seksuelt samkvem mellem patienterne og afdelingernes brug af alkometer og urinprøve over for patienterne.

Denne sag og flere andre sager er nærmere beskrevet i artiklen Tilsyn: Anstaltsforhold kan være en tvivlsom hjemmel i ombudsmandens beretning for 2020.

I 2021 havde ombudsmandens tilsynsbesøg et særligt fokus på brugen af ulovbestemte begrænsninger og indgreb i psykiatrien. Ombudsmanden besøgte ti psykiatriske afdelinger, og det viste sig, at næsten alle brugte indgreb med tvivlsomt retligt grundlag. Ombudsmanden anbefalede ni af de ti psykiatriske afdelinger at rette deres husorden og praksis ind efter de gældende regler.

Ændring af psykiatriloven

Ombudsmanden har i flere tilfælde drøftet de ulovbestemte begrænsninger og indgreb, som anvendes over for psykiatriske patienter, med Sundheds- og Ældreministeriet (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet). 

For at skabe større klarhed for både patienterne og personalet fremsatte sundhedsministeren i slutningen af 2021 et lovforslag om ændring af psykiatriloven. Lovændringen, som trådte i kraft 1. januar 2022, giver bl.a. en nærmere beskrivelse af, hvilke afskæringer og begrænsninger af patienternes selvbestemmelsesret de psykiatriske afdelinger kan indføre i deres husordener. Med lovændringen har afdelingerne fået mulighed for bl.a. at afskære eller begrænse patienternes adgang til mobiltelefon og seksuelt samkvem mellem patienter på afdelingen. Det er også blevet muligt at stille krav om, at en patient skal afgive urinprøve eller puste i et alkometer, f.eks. hvis der er mistanke om, at der er rusmidler på afdelingen. 

Lovændringen har dermed skabt et klarere hjemmelsgrundlag på en række punkter.

Fortsat fokus

De nye regler i psykiatriloven omfatter dog ikke alle former for begrænsninger og indgreb. 

Ombudsmanden har under sine tilsynsbesøg haft opmærksomhed på brugen af det, der kaldes ”skærmning til stue”. Det indebærer, at patienten isoleres på et afgrænset areal, f.eks. sin stue, med ulåst dør og eventuelt med en eller flere ansatte placeret som vagt uden for døren. Flere psykiatriske afdelinger har oplyst, at skærmning til stue bruges i tilspidsede situationer, bl.a. for at undgå at tvangsfiksere en patient, og at det ofte kan være vanskeligt at få et gyldigt samtykke fra patienten i situationen.

I 2020 tog ombudsmanden stilling til brugen af skærmning til stue i FOB 2020-25. Han var enig med det daværende Sundheds- og Ældreministerium i, at et krav om, at en patient skulle forblive på sin stue, uden at patienten havde givet samtykke, var en tvangsforanstaltning, som på daværende tidspunkt ikke havde hjemmel i psykiatriloven.

Ombudsmanden har for nylig i en konkret sag om skærmning til stue også erklæret sig enig med Indenrigs- og Sundhedsministeriet i, at hverken ændringen af psykiatriloven pr. 1. januar 2022 eller retsgrundsætningen om anstaltsforhold giver den nødvendige hjemmel til skærmning til stue uden samtykke fra patienten. 

Kan ulovbestemte begrænsninger eller indgreb ikke foretages i medfør af retsgrundsætningen om anstaltsforhold, skal afdelingen sikre, at patienten har givet et frivilligt samtykke og også er informeret om, at samtykket til enhver tid kan trækkes tilbage.

Ombudsmanden vil også fremover være opmærksom på brugen af ulovbestemte begrænsninger og indgreb i psykiatrien.