En journalist bad Udbetaling Danmark om aktindsigt i en række dokumenter, bl.a. en konsekvensanalyse om databehandling vedrørende nogle kontroller med sociale ydelser. Da dokumenterne var interne, var de som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt, men Udbetaling Danmark udleverede dog en stor mængde oplysninger efter reglerne om ekstrahering i offentlighedslovens § 28, stk. 1.
Udbetaling Danmark undlod imidlertid at ekstrahere visse oplysninger af faktisk karakter i konsekvensanalysen, med henvisning til at de var forkerte og derfor irrelevante i offentlighedslovens § 28’s forstand.
Ombudsmanden udtalte, at oplysningerne – der indgik i den endelige version af konsekvensanalysen og dermed i det faktiske grundlag for den risikovurdering, som Udbetaling Danmark havde foretaget i konsekvensanalysen – som udgangspunkt måtte anses for at være relevante for sagen i § 28’s forstand. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at et væsentligt formål med ekstraheringsreglerne er at give offentligheden mulighed for at kontrollere myndighedernes faktiske grundlag for deres afgørelser og beslutninger mv., og at dette kontrolhensyn ikke ville kunne varetages, hvis myndighederne generelt kunne undlade at ekstrahere forkerte, forældede eller upræcise oplysninger, der var indgået i det faktiske grundlag for en afgørelse eller beslutning mv.
Ombudsmanden udtalte desuden kritik af forskellige andre forhold i relation til Udbetaling Danmarks sagsbehandling i sagen og henstillede til Udbetaling Danmark at genoptage sagen.
(Sag nr. 24/02876)