A klagede over, at en meddelelse om den 19. almindelige ejendomsvurdering ikke var begrundet.
Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at lovens regler om begrundelse m.v. derfor finder anvendelse. Meddelelsen om ejendomsvurderingen i forbindelse med den samtidigt udsendte orienteringsmeddelelse opfyldte efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, til indholdet af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Da Told- og Skattestyrelsen allerede under sagen havde oplyst, at styrelsen overvejede i vurderingsmeddelelserne for 1995 at angive de oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, fandt ombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag anledning til at foretage videre, men udbad sig underretning om resultatet af styrelsens overvejelser.
Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel til en generel praksis, hvorefter personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til f.eks. en kommune med anmodning om en begrundelse m.v., henvises til at fremsætte anmodningen skriftligt. (J. nr. 1992-2555-202).