”Tak, fordi du vil tale med os. Det er jo dig og de andre børn og unge her på stedet, der ved, hvordan det er at bo her.”
Sådan siger vi til de børn og unge, vi taler med, når vi som besøgshold fra Ombudsmandens Børnekontor tager på tilsyn på døgninstitutioner og opholdssteder, hvor børn og unge er anbragt.
Budskabet er vigtigt, fordi det i sin kerne rummer noget meget centralt: Udbyttet af et tilsyn afhænger også af de samtaler, som vi har med børnene og de unge. Det er dem, der bor og har deres dagligdag pa institutionen.
Forberedelsen af vores besøg
Hvert ar tager Ombudsmandens Børnekontor på tilsynsbesøg på nogle af de steder, hvor børn og unge bor og opholder sig. Fællesnævneren for tilsynene er, at de aflægges på steder med udsatte børn og unge. Det kan f.eks. være børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, sikrede døgninstitutioner og private opholdssteder for børn og unge. Ved tilsynsbesøgene har vi især fokus på magtanvendelse og andre indgreb og begrænsninger i børnenes og de unges selvbestemmelsesret. Der er også fokus på bl.a. deres relationer til de voksne og andre børn og unge samt sundhedsmæssige forhold som f.eks. forebyggelse af vold og seksuelle overgreb, ligesom skole og uddannelse kan være et tema.
På den baggrund er børnene og deres forældre vigtige kilder til vores viden om forholdene på de institutioner, vi besøger. Det er også vigtigt, at børnene og de unge får mulighed for at fortælle os om lige netop det, der har betydning for dem og deres trivsel i dagligdagen på institutionen.
Derfor indgår det i tilrettelæggelsen af et til- synsbesøg at få kontakt til forældrene og forberede de samtaler, som vi gerne vil have med børnene og de unge, når vi kommer på besøg.
De forældre, som har børn anbragt på institutionen, får et brev med orientering om tilsynsbesøget, så de kan kontakte Børnekontoret med oplysninger eller spørgsmål. Samtidig sørger besøgsholdet også for selv at kontakte nogle af forældrene i ugerne op til et tilsynsbesøg.
Vi sender også et brev til alle børn og unge på institutionen. I brevet findes en QR-kode til Børnekontorets informationsfilm om vores tilsynsbesøg, hvor forskellige børn og unge præsenterer nogle af de spørgsmål, som vi gerne vil tale med dem om. Det drejer sig især om børnenes og de unges trivsel.
Samtalens rammer
Besøgsholdets samtale med et barn eller en ung tager typisk 15-20 minutter. Det er ikke lang tid, når man skal have skabt en kontakt, hvor børnene og de unge føler, at de kan fortælle om deres hverdag og oplevelser. Nogle af de børn og unge, vi taler med, er også lidt spændet på, hvem vi er, og hvad vi vil.
Vi er derfor opmærksomme på at skabe en uformel og tryg ramme for samtalen. Der er som regel ikke mere end to voksne fra besøgsholdet til stede, og vi begynder med en rolig snak om barnets eller den unges hverdag, f.eks. om, hvilke fag barnet eller den unge har haft i skolen, eller om noget, vi har set på institutionen. Det er samtidig også vigtigt, at vi fra starten får gjort det klart, at vi er der for at se på børns og unges rettigheder. Vi siger f.eks.: ”Vi er her ikke for at tjekke, hvordan du har opført dig, men for at se, om institutionen overholder reglerne.”
De svære emner
Kan vi så regne med, at børnene og de unge fortæller os alt, hvad der er vigtigt for dem? Nej, det kan vi ikke. Nogle gange er de meget åbne og tillidsfulde. Andre gange fåmælte og tilbageholdende.
Nogle børn synes, det er pinligt, at de er anbragt pa en institution, eller de skammer sig over den situation, de er i. Når vi spørger, om de har været udsat for en magtanvendelse, er det derfor vigtigt, at børnene eller de unge ikke får indtryk af, at det er deres opførsel, vi kontrollerer, men at vi undersøger, om institutionen har handlet korrekt.
En del af de børn og unge, vi møder, er blevet svigtet under deres opvækst. De kan være skeptiske over for voksne. De kan have talt med mange myndighedspersoner i deres liv uden at have oplevelsen af at blive hjulpet.
Samtidig er børn ofte loyale over for voksne, som de er afhængige af, og kan være tilbageholdende med at kritisere eller sige noget negativt om deres omsorgspersoner. Derfor er det vigtigt, at spørgsmålene formuleres, så børnene kan fortælle om institutionen – også om uhensigtsmæssige forhold – uden at de oplever at kritisere stedet eller de voksne.
Det kan vi f.eks. gøre ved at bede børnene om at give institutionen en karakter mellem 0 og 10. Når børnene har gjort det, har vi et konkret tal at tale ud fra. Så kan vi måske spørge: ”Hvorfor giver du stedet det tal?” Og vi kan sige: ”Hvad skulle der til, for at du ville give et højere tal?” Pa den made hjælper vi børnene og de unge til at tale konkret om de ting, de savner ved institutionen eller er utilfredse med.
Vi spørger også altid børnene og de unge, om de har et godt råd til de voksne på stedet. Det får dem ofte til at nævne nogle vigtige ting, som f.eks. at de godt kunne tænke sig mere samvær med de voksne, eller at de voksne skal lade vare med at råbe så meget.
Ved slutningen af samtalen giver vi børnene og de unge et visitkort og en besked om, at de altid kan kontakte ombudsmanden, hvis de vil fortælle os mere om noget af det, vi har spurgt om, eller hvis de gerne vil fortælle os andet, der er vigtigt for dem.
Børnenes fortællinger
Selv om vi har forberedt nogle spørgsmål til de børn og unge, vi skal tale med, sker det ofte, at samtalen også går i andre retninger. Og det skal der vare plads til.
Det kan være, at børnene gerne vil fortælle os om noget andet, som de synes er vigtigt, og som fylder i deres dagligdag. Det kan dreje sig om alt fra maden, sengetiderne eller utætte vinduer, til at de udtrykker behov for mere samvær med de andre børn og unge pa stedet.
Når samtalen falder på børnenes og de unges relationer med de voksne, fortæller nogle også, at de mangler en voksen at tale fortroligt med. På et tilsynsbesøg sagde flere af børnene og de unge på stedet, at de ikke talte fortroligt med de voksne om personlige forhold, f.eks. hvis de var kede af det. Det var vigtigt for både os og institutionen at få at vide, fordi det havde stor betydning for børnenes og de unges trivsel i dagligdagen.
Vi har også hørt børn og unge fortælle om mobning, og om at de ønskede mere psykologhjælp eller mere undervisning. Nogle har fortalt, at de følte sig forfulgt af en voksen på stedet, eller at nogle af de voksne talte grimt til dem. Alt sammen forhold, som det kan vare svært for børnene at sige direkte til ledelsen eller andre voksne pa institutionen.
En gang imellem er det, som børnene og de unge fortæller os, af særlig alvorlig karakter. Det gælder f.eks. en 14-årig drengs fortælling om en voldsom magtanvendelse, som havde givet ham et stort blåt mærke. Eller den 15-årige pige, som fortalte os om et overgreb fra en af drengene på den afdeling, hun boede på.
Opfølgning
De oplysninger, vi modtager fra børnene og de unge, indgår naturligvis i vores opfølgning. Hvad et tilsynsbesøg konkret giver anledning til af opfølgning, afhænger af de oplysninger og forhold, der er kommet frem under besøget.
Ved afslutningen af et besøg giver besøgsholdet i alle tilfælde en tilbagemelding til ledelsen om holdets observationer. Det er en samlet vurdering af de oplysninger, vi har fået fra institutionen og fra samtaler med forældrene forud for besøget, og de oplysninger, vi har fået gennem samtaler med de anbragte børn og unge, personalet og ledelsen under besøget.
Det er generelt vores oplevelse, at både ledelse og personale på de institutioner, vi kommer ud til, er meget lydhøre over for de iagttagelser, vi kan viderebringe fra bl.a. vores samtaler med børnene og de unge.
Børnenes udsagn gør indtryk
Der er væsentlig forskel på, hvad den enkelte fortæller til os. Men alle de oplysninger, vi modtager, bidrager til, at vi får et indblik i, om børnenes og de unges rettigheder og forhold varetages på en betryggende måde af det sted, hvor de bor eller opholder sig – og om børnene og de unge behandles værdigt og respektfuldt.
En samtale med en pige, som var indlagt i psykiatrien, gjorde et stort indtryk pa os. Hun havde et godt råd til personalet på afdelingen: ”De skal tale ordentligt til mig. Ikke bare sige ’patienten dit og patienten dat’. Jeg har også et navn.”