Region Syddanmark havde i en konkret sag skrevet til en borger, at det var en sædvanlig del af en fratrædelsesaftale i Region Syddanmark, at aftalens indhold var underlagt fortrolighed.
Det var ombudsmandens opfattelse, at en offentlig myndighed ikke på den standardiserede, generelle måde, som det var sket i regionen, kunne indgå aftaler om tavshedsklausuler. Ombudsmanden anførte, at en sådan aftale skulle være konkret begrundet i vægtige saglige interesser i den enkelte sag. Aftalen skulle desuden være forenelig med reglerne om aktindsigt efter bl.a. offentlighedsloven, ligesom forholdet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed ville skulle inddrages i vurderingen af aftalens saglighed og proportionalitet.
Da Region Syddanmark var ophørt med som standard at anvende tavshedsklausuler i fratrædelsesaftaler, foretog ombudsmanden sig ikke mere vedrørende regionens anvendelse af sådanne klausuler.
Det ville være forbundet med et stort ressourceforbrug for Region Syddanmark af egen drift dels at fremfinde de sager, hvor en (tidligere) medarbejder ifølge en fratrædelsesaftale var underlagt en tavshedsklausul af den omhandlede karakter, dels at kontakte den pågældende og orientere om, at tavshedsklausulen ikke ville blive håndhævet af regionen. Det gav derfor ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at regionen undlod dette.
Efter ombudsmandens opfattelse kunne en henvendelse fra Region Syddanmark til de relevante faglige organisationer med information om, at regionen ikke ville håndhæve tavshedsklausulerne, ikke træde i stedet for en myndigheds generelle information til offentligheden i de tilfælde, hvor myndigheden ikke har pligt til af egen drift at fremfinde de relevante sager.
Ombudsmanden henstillede derfor, at Region Syddanmark offentligt – f.eks. ved opslag på regionens hjemmeside eller gennem medierne – informerede om, at regionen ikke ville håndhæve de omhandlede tavshedsklausuler, som måtte fremgå af tidligere indgåede fratrædelsesaftaler.
(Sag nr. 22/02866)