En lektor på et universitet blev ramt af sklerose og havde som følge heraf et erhvervsevnetab på 2/3. Han fik invalidepension af sin pensionskasse, og samtidig hermed blev han deltidsansat på et universitet.
Finansministeriet krævede at lektoren under deltidsansættelsen blev aflønnet efter forskelslønsprincippet. Dette indebar at lektorens løn skulle reduceres så den svarede til ca. 1/3 af den løn der blev ydet for tilsvarende arbejde. Kravet blev stillet i medfør af ministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence).
Ombudsmanden var enig i at ledelsesretten i et vist omfang kunne give Finansministeriet grundlag for at fastlægge nærmere vilkår for ansættelse i staten når der - som i lektorens sag - var tale om områder som ikke var reguleret ved overenskomst, aftale eller lov. Imidlertid var en offentlig myndigheds udøvelse af ledelsesretten efter ombudsmandens mening som udgangspunkt også omfattet af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for offentlig myndighedsudøvelse, herunder legalitetsprincippet, saglighedskravet og proportionalitetsprincippet.
Ombudsmanden mente ikke at Finansministeriet under de foreliggende omstændigheder havde hjemmel til at kræve at lektoren blev aflønnet efter forskelslønsprincippet.
Ombudsmanden var enig med ministeriet i at det var stærkt beklageligt at en nyordning af området først havde kunnet tilvejebringes meget lang tid efter ombudsmandens henstilling i den sag som er nævnt i beretningen for 1987, s. 206ff, som også angik forskelslønsprincippet. (J.nr. 1999-0702-811).