Et forbund blev i april 1999 opmærksom på at dagpengeretten for et af dets medlemmer ophørte i november 1997. Arbejdsløshedskassen stoppede herefter udbetalingen af dagpenge til medlemmet og meddelte hende at hun heller ikke havde ret til at gå på efterløn.
Forbundet påtog sig i øvrigt ansvaret for de med urette udbetalte dagpenge.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bestemte herefter at medlemmet skulle stilles som om hun havde søgt efterløn før retten til dagpenge ophørte. Efterlønnen skulle først udbetales fra den dato hvor udbetalingen af dagpenge stoppede. Myndighederne bestemte samtidig at forbundet i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, skulle tilbagebetale et refusionsbeløb svarende til de med urette udbetalte dagpenge.
Ombudsmanden mente at bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, var af erstatningsretlig karakter og derfor måtte fortolkes i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige reglers krav. Statens tab udgjorde kun differencen mellem de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn som medlemmet i stedet skulle have haft fra november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Ombudsmanden mente derfor at det kun var denne difference der ikke var refusion for. (J.nr. 2000-1896-020).