En irakisk statsborger der var rejst ind i Danmark, ansøgte Sundhedsstyrelsen om at blive læge i Danmark på grundlag af sin italienske eksamen i kirurgi og medicin.
Sundhedsstyrelsen meddelte at han ikke kunne blive autoriseret på grundlag af sin italienske eksamen i henhold til EU-reglerne om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser m.m. da disse regler kun var gældende for EU-statsborgere. Styrelsen stillede derfor supplerende krav den irakiske statsborger efter reglerne om autorisation af læger der ikke er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-reglerne.
Ansøgeren klagede til Sundhedsministeriet der stadfæstede Sundhedsstyrelsens afgørelse. Han klagede herefter til ombudsmanden og anførte bl.a. at Danmark som medlem af EU skulle autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis fordi han i en anden EU-stat, Italien, ville kunne opnå autorisation på grundlag af eksamensbeviset.
Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet havde været berettiget til at behandle ansøgningen efter de regler der gjaldt for tredjelandes statsborgere med en udenlandsk lægeeksamen, uanset at ansøgeren herved fik en ringere retsstilling end en EU-statsborger med den samme eksamen.
På grundlag af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne ombudsmanden ikke kritisere de krav af lægefaglig karakter som Sundhedsstyrelsen stillede, som usaglig forskelsbehandling idet forskelsbehandlingen udelukkende var begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem af EU. (J.nr. 1999-1852-719).