FOB 92-48

Aktindsigt i materiale vedrørende elprognosegruppens arbejde. Elprognosegruppen selvstændig myndighed?

01-01-1992

Et dagblad anmodede om aktindsigt i referater og bilag vedrørende elprognosegruppens (EPG's) arbejde. Energiministeriet (EM) afslog anmodningen under henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 4, idet en offentliggørelse ville vanskeliggøre samarbejdet mellem deltagerne i EPG og EM ved udførelsen af de omhandlede planlægnings- og reguleringsopgaver.

Ombudsmanden udtalte, at anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 4, forudsætter en konkretisering af, hvilken planlægningsvirksomhed der er tale om, og på hvilken måde gennemførelsen af denne virksomhed antages at blive forhindret eller vanskeliggjort som følge af en offentliggørelse. Efter ombudsmandens opfattelse havde EM ikke godtgjort, at der var grundlag for at anvende bestemmelsen i forhold til EPG's materiale som helhed.

EM havde tillige peget på hensynet til beskyttelse af den interne beslutningsproces, hvorfor ombudsmanden fandt anledning til at fremkomme med nogle bemærkninger vedrørende offentlighedslovens § 7 om undtagelse af interne arbejdsdokumenter, herunder spørgsmålet om, hvorvidt EPG måtte anses for en selvstændig myndighed i forhold til EM.

Ombudsmanden henstillede til EM at træffe en ny afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet.

(J. nr. 1992-1353-301).