K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.
Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.
Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).