Som advokat for en gruppe statsløse palæstinensere fra Libanon klagede A til ombudsmanden over, at Flygtningenævnet (FLN) havde lagt til grund, at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere. A rejste i den forbindelse en række spørgsmål, navnlig om de kriterier, der skal indgå i beskyttelsesvurderingen i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 3.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at FLN ikke generelt meddelte asyl til statsløse palæstinensere fra Libanon. Ombudsmanden drøftede under et møde med FLN's formand en række generelle retlige spørgsmål, og ombudsmanden gav på den baggrund i en redegørelse af 31. august 1991 udtryk for sin foreløbige opfattelse af en række retlige tvivlsspørgsmål. På det grundlag blev et antal sager genoptaget i FLN, og ombudsmanden tilkendegav herefter i en udtalelse af 25. februar 1992 sin endelige opfattelse vedrørende de retlige spørgsmål, som sagen rejste. Det drejede sig om I. FLN's begrundelse.
Spørgsmålet om den begrundelsesmæssige sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og forfølgelsesrisikovurderingen.
Spørgsmålet om ufuldstændige begrundelser.
II. Eventuel urigtig anvendelse af bevisbyrdereglerne.
III. Vurderingen af beskyttelsesmulighederne.
IV. Afgørelsen af, til hvilket asylland en flygtning har nærmest tilknytning.
V. Indrejseproblemer.
Ombudsmanden tilkendegav ikke nogen endelig opfattelse vedrørende FLN's behandling af de konkrete asylsager, idet de asylsøgere, der havde klaget til ombudsmanden, måtte forventes at få asyl i henhold til en særlov om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra Libanon. (*1) (J. nr. 1991-788-613).