A havde på sine forældres vegne ansøgt om, at et bevilget pensionstillæg blev udbetalt fra et tidligere tidspunkt, end det var besluttet af kommunen.
Kommunen meddelte skriftligt afslag på det ansøgte. Meddelelsen om kommunens afgørelse blev alene sendt til A's far, der på det pågældende tidspunkt var syg efter en blodprop. Sygdommen bevirkede, at A's forældre senere måtte flytte på plejehjem.
I forbindelse med flytningen blev A opmærksom på kommunens afgørelse. A klagede derefter til amtsankenævnet. Under nævnets behandling af sagen fremførte A de omstændigheder, der havde medført, at klagen ikke var indgivet rettidigt. Amtsankenævnets formand afviste klagen under henvisning til overskridelsen af klagefristen på 4 uger og fandt ikke, at det, A havde fremført, kunne begrunde en dispensation fra fristen.
Ombudsmanden bemærkede til formandens afgørelse, at begyndelsestidspunktet for en klagefrist ved partsrepræsentation regnes fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Da kommunen på intet tidspunkt havde gjort A bekendt med afgørelsen, var klagefristen ikke begyndt at løbe, da A indgav klagen til nævnet.
Ombudsmanden fandt derfor, at formanden ikke med rette havde kunnet afvise klagen som for sent indgivet, og henstillede til formanden, at han ændrede sin afgørelse således, at amtsankenævnet realitetsbehandlede klagen. (J. nr. 1991-1603-049).