A flyttede med sin familie i juli 1990 fra en bolig i K kommune til en anden sammesteds. I forbindelse med endelig beregning af boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 3, afleverede A en årsopgørelse fra elværket. K afviste imidlertid at opregulere det hidtil udbetalte beløb til dækning af A's del af eludgiften. Beløbet svarede til familiens forbrug i den forrige bolig. K henviste i sin afgørelse til oplysninger fra elværket om gennemsnitsudgiften for en familie som A's.
A klagede til amtsankenævnet (AN), der tiltrådte K's afgørelse, idet AN ikke fandt anledning til at kritisere K's skønsmæssige beregning.
Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste K, at afgørelsen byggede på en formodning om, at familien havde et elforbrug, der ikke vedrørte husholdningen. Da formodningen ikke var søgt bekræftet - ej heller hos A -bemærkede ombudsmanden, at K's afgørelse blev truffet på et ufyldestgørende grundlag, og konstaterede, at K havde tilsidesat forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.
AN's afgørelse syntes derimod at bygge på en retsopfattelse, hvorefter boligtillæg kan fastsættes skønsmæssigt ud fra en rimelighedsbetragtning uanset dokumentation. Under henvisning til den gældende affattelse af bistandsloven udtalte ombudsmanden, at AN's afgørelse måtte anses for uhjemlet. (J. nr. 1991-1636-052).