”Tiltalte,” står der på dommens sidste side, ”skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at hun efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling.
Der fastsættes ingen længstetid for foranstaltningen.”
Sådan kan en dom i en sag om en tiltalt med udviklingshandicap lyde. For selv om det fremgår af straffeloven, at personer med mentale handicap i visse tilfælde ikke straffes, kan de i stedet idømmes en såkaldt foranstaltningsdom.
Dømte personer med udviklingshandicap er undergivet et kompliceret regelsæt, der giver mulighed for indgreb i grundlæggende rettigheder. Samtidig er der tale om en gruppe, der i mange tilfælde har vanskeligt ved at sætte sig ind i, hvordan de har krav på at blive behandlet, og hvornår de kan klage. Derfor valgte ombudsmanden forholdene for denne gruppe som tema for sine tilsynsbesøg på voksenområdet i 2020.
Er det kommunerne, der skal hjælpe?
I forbindelse med forberedelsen af temaet undersøgte ombudsmanden bl.a., hvem der har ansvaret for at hjælpe de dømte til et liv uden kriminalitet. Risikoen for, at den dømte begår ny kriminalitet, vil således ofte være afgørende for, om en foranstaltning ændres eller ophæves.
Dette skete ud fra overvejelser om, at hvis der ikke iværksættes en tilstrækkelig kriminalpræventiv indsats over for dømte med udviklingshandicap, kan de ende med at være frihedsberøvede i længere tid, end hvis der arbejdes målrettet med at forebygge ny kriminalitet.
Retssikkerhedslovens § 16 a bestemmer, at kommunerne skal føre ”et kriminalpræventivt tilsyn med personer, som i henhold til dom eller kendelse eller som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder”.
Ombudsmanden stillede derfor to spørgsmål til det daværende Social- og Indenrigsministerium (og senere også til det nuværende Social- og Ældreministerium) om kommunernes rolle:
Har kommunerne pligt til at føre et kriminalpræventivt tilsyn med personer, der er dømt til anbringelse i en institution?
Retssikkerhedslovens § 16 a omfatter efter sin ordlyd personer, der er dømt til at undergive sig tilsyn – men anklagemyndigheden beder normalt ikke retten om at bestemme, at den dømte både skal undergives tilsyn og anbringes på en institution.
Normalt er personer, der er dømt til anbringelse på et botilbud eller en sikret afdeling, altså ikke dømt til også at undergive sig tilsyn. Betyder det, at kommunerne ikke skal føre et kriminalpræventivt tilsyn med disse dømte personer med udviklingshandicap? – spurgte ombudsmanden.
Ministeriet svarede, at ordlyden af retssikkerhedslovens § 16 a forudsætter, at pligten til at føre et kriminalpræventivt tilsyn kun indtræder, hvis det er bestemt i en dom eller kendelse, at en person skal være undergivet tilsyn af de sociale myndigheder. Derimod vil der efter ministeriets opfattelse ikke være pligt til at føre et kriminalpræventivt tilsyn, hvis det blot er bestemt, at en person skal anbringes på en institution.
Ministeriet påpegede samtidig, at personer, der er anbragt på en institution, vil være underlagt den visiterende kommunes personrettede tilsyn efter serviceloven, ligesom de vil være i kontakt med personalet på botilbuddet.
Hvad indebærer pligten til at føre et kriminalpræventivt tilsyn?
Det er ikke nærmere beskrevet i retssikkerhedslovens § 16 a, hvad kommunens kriminalpræventive tilsyn indebærer. Dog fremgik det af en håndbog fra Socialstyrelsen om sigtede og domfældte borgere med udviklingshæmning, at § 16 a kan forpligte kommunerne til at iværksætte kriminalpræventive indsatser. Ombudsmanden spurgte ministeriet, om det var sådan, kommunernes pligt skulle forstås.
Hertil svarede ministeriet, at retssikkerhedslovens § 16 a ikke – på trods af hvad der fremgik af håndbogen – pålægger kommunerne at iværksætte kriminalpræventive indsatser, men at kommunerne ud fra reglerne i bl.a. serviceloven kunne være forpligtede til at iværksætte socialpædagogiske indsatser, der også ville kunne virke kriminalpræventivt.
Ombudsmanden konkluderede, at han ikke kunne tilsidesætte den opfattelse af kommunernes opgaver efter retssikkerhedslovens § 16 a, som Social- og Indenrigsministeriet og senere Social- og Ældreministeriet havde fremlagt, da den kunne rummes inden for ordlyden af bestemmelsen.
Samlet set vil det sige, at § 16 a har et ganske begrænset indhold:
- Den omfatter ikke de dømte personer med udviklingshandicap, der er dømt til anbringelse på en institution, og omfatter dermed kun dem, der er underlagt de mindst indgribende foranstaltninger,
- og den pålægger ikke kommunerne en forpligtelse til at iværksætte kriminalpræventive indsatser over for de personer, der er omfattet af bestemmelsen.
Men man kunne rejse det spørgsmål, om lovgivningsmagten havde været bevidst om og overvejet hensigtsmæssigheden af denne retstilstand, da retssikkerhedslovens § 16 a blev vedtaget.
Ombudsmanden orienterede derfor Social- og Ældreministeriet samt Folketingets Retsudvalg og Folketingets Social- og Ældreudvalg om sagen.
Sagen er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som FOB 2021-23.