Oplysninger, som mere indirekte drejer sig om miljøet, er også omfattet. Det følger af lovens definition, at oplysninger om foranstaltninger eller aktiviteter, der påvirker eller kan påvirke miljøet, er omfattet. Det kan f.eks. være lovgivning eller planer.
Ombudsmanden har i en række sager om aktindsigt taget stilling til, om miljøoplysningsloven skulle anvendes. De vigtigste sager er udtaget som FOB-sager og offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside. Tre konkrete eksempler:
Aktindsigt i MRSA-oplysninger
En række svinebesætninger var i en periode blevet testet for den resistente stafylokokbakterie MRSA. Nogle journalister ville gerne vide, hvilke besætninger der var testet positive. Fødevaremyndighederne afslog aktindsigt, bl.a. med den begrundelse, at det ville medføre stigmatisering af landmændene og deres familier.
Myndighederne havde behandlet sagen uden at tage stilling til, om der var tale om miljøoplysninger.
Ombudsmanden mente, at det var af stor betydning for vurderingen i sagen, om oplysningerne var miljøoplysninger. Da luften i svinestaldene ville indeholde MRSA-bakterier, hvis besætningen var smittet, mente ombudsmanden, at miljøoplysningsloven skulle anvendes, jf. § 3, nr. 1 (se faktaboks).
Ombudsmanden udtalte endvidere, at miljøoplysningsloven bygger på det principielle synspunkt, at der bør være særlig vidtgående adgang til aktindsigt for offentligheden, når det drejer sig om miljøoplysninger. Og for at der kunne gives afslag, måtte det være selve det forhold, at der blev givet aktindsigt, som ville medføre stigmatisering. Hvis problemet med stigmatisering bestod, uafhængigt af om der blev givet aktindsigt, kunne der ikke gives afslag. Fødevarestyrelsen besluttede herefter, at oplysningerne skulle udleveres. (FOB 2014-8).
Hvilke besætninger der var smittet med MRSA, kunne altså kaldes miljøoplysninger, og i denne sag havde det betydning for, om man kunne få aktindsigt.
To andre sager illustrerer omvendt, at der er grænser for, hvad ”miljøoplysninger” dækker over. Også selv om praksis fra EU-Domstolen viser, at der anlægges en bred fortolkning af begrebet.
Grænser for, hvad der er miljøoplysninger
Efter at et værtshus i København havde søgt om lov til fortsat at sælge alkohol, bad en borger om aktindsigt i Bevillingsnævnets indstilling og afgørelse. Nævnet afslog med henvisning til den nye offentlighedslov.
Ombudsmanden skulle nu tage stilling til, om der var tale om miljøoplysninger. Alkoholbevillingen havde potentielt betydning for, om værtshuset kunne blive ved med at eksistere. Afgørelsen havde dermed indirekte betydning for udledningen af bl.a. støj og tobaksrøg til det omgivende miljø.
Selv om indstillingen og afgørelsen fra Bevillingsnævnet for så vidt var en ”foranstaltning” (§ 3, nr. 3 – se faktaboks), mente ombudsmanden ikke, at kravet om mulig påvirkning af miljøet var opfyldt. En udtalelse fra EU-Kommissionen støttede ombudsmandens vurdering. Sagen skulle derfor afgøres efter den nye offentlighedslov. (FOB 2018-34).
I en anden sag (FOB 2020-1) havde en borger fået tilsluttet to markbaserede solcelleanlæg til elnettet via det lokale energiselskab, og han havde modtaget en slutfaktura på den samlede pris. Han ville kontrollere, om han var blevet faktureret for de faktiske omkostninger. Derfor bad han om aktindsigt i nogle underliggende leverandørfakturaer om bl.a. materialer og montørens timepriser.
Spørgsmålet var nu, om oplysningerne i disse leverandørfakturaer var miljøoplysninger. Ombudsmanden mente, at etableringen af solcelleanlæggene måtte anses for ”en foranstaltning eller en aktivitet” i miljøoplysningslovens forstand. Men ombudsmanden mente ikke, at oplysningerne i de underliggende bilag var miljøoplysninger, bl.a. på grund af den mere indirekte sammenhæng mellem oplysningerne og etableringen af solcelleanlæggene. Også her støttede en udtalelse fra EU-Kommissionen ombudsmandens vurdering.
Sagerne om alkoholbevillingen og solcelleanlæggene illustrerer således, at der er grænser for, hvad der kan anses for ”miljøoplysninger”.
Og som sagerne ovenfor illustrerer, er ”miljøoplysninger” ikke altid det ”trylleord”, som betyder, at man får oplysningerne. Men det kan det være.
Stigende betydning
Da den nye offentlighedslov trådte i kraft den 1. januar 2014, blev den gamle offentlighedslov samtidig ophævet. Men alligevel ikke helt. For ophævelsen havde som nævnt ovenfor ikke virkning for sager, der behandles efter miljøoplysningsloven (§ 42, stk. 4, i den nye offentlighedslov). Og i takt med at spørgsmål om miljø og klima i stigende grad kommer på den politiske dagsorden, må det antages, at miljøoplysningslovens regler (og dermed også den gamle offentlighedslov) vil få stadig større betydning.