Jeg tiltrådte som Folketingets Ombudsmand 1. december 2019. Denne årsberetning er derfor min første som ombudsmand. Af samme grund beskriver beretningen primært det gode arbejde, som min forgænger, Jørgen Steen Sørensen – og i en kort periode også landsdommer Henrik Bloch Andersen – har præsteret i det forgangne år.
I den korte tid, jeg har været ombudsmand, har jeg til fulde fået bekræftet, at jeg har overtaget en veldrevet institution fuld af dedikerede medarbejdere. Den gamle bygning på Gammeltorv myldrer med dygtige folk, som har valgt at arbejde ved ombudsmanden, fordi de er idealister, der ønsker at arbejde for retssikkerhed og understøtte en god forvaltningskultur i både stat, regioner og kommuner.
Sådan skal det også være. For ombudsmandens fremmeste opgave er netop at udgøre et værn for borgernes retssikkerhed. Det hedder Folketingets Ombudsmand, fordi ombudsmanden udpeges af Folketinget og udøver sin virksomhed på Folketingets vegne. Men ombudsmanden skal faktisk være folkets ombudsmand. En person, der er uafhængig af forvaltningen, og som enhver – både voksen og barn, borger og virksomhed – kan gå til, når hun eller han oplever at være blevet forkert behandlet af det offentlige.
En ombudsmand har som alle andre myndigheder ikke ubegrænsede ressourcer. Det er derfor et vigtigt – og svært – spørgsmål, hvordan vi bedst muligt udnytter vores begrænsede kapacitet.
Ledetråden må stedse være, at vi skal sætte ind der, hvor vi kan gøre størst generel gavn for borgernes retssikkerhed.
Som vi nærmere beskriver andetsteds i denne beretning, er det vores erfaring, at vi ofte kan bidrage mest i de såkaldte egen drift-undersøgelser, hvor vi søger at afdække generelle problemer til gavn for mange borgere på én gang. Jeg vil derfor ligesom min forgænger hele tiden være opmærksom på, om konkrete problemstillinger kan dække over mere systematiske fejl.
Samtidig vil jeg – afhængigt af den enkelte sags karakter – ikke kun tage stilling til, om der er begået fejl i den konkrete sag, men også fremadrettet bidrage til, at myndighederne ved, hvad de skal gøre bedre næste gang. For ved at hjælpe en myndighed til at undgå fremtidige fejl sikrer vi os også imod, at borgerne udsættes for uret i fremtidige sager.
Af samme grund vil jeg prioritere det fortsatte arbejde med Ombudsmandens Myndighedsguide højt. Formålet med guiden er jo netop, at myndighederne kan få hjælp til at gøre det rigtige, uden at vi behøver at komme på banen.
Samfundet undergår store ændringer i disse år. Det gælder også med hensyn til den måde, forvaltningen arbejder på og kommunikerer med borgerne. Ændringerne får betydning for både borger og administration, og ombudsmanden må selvsagt følge med.
En af de største udfordringer for forvaltningen er gennemførelsen af den digitale forvaltning. Digitaliseringen af forvaltningen har allerede i dag kolossal praktisk betydning. Og den vil formentlig i de kommende år ændre forvaltningen mere, end selv kommunalreformen og gennemførelsen af forvaltningsloven gjorde.
Digital forvaltning giver store fordele for både borger og administration. Men den er også forbundet med betydelige risici. Jeg vil derfor i de kommende år bruge mange kræfter på at holde øje med, at den stadig vigtigere digitale forvaltning gennemføres med respekt for borgernes rettigheder. Det tager jeg op i en særskilt artikel i denne årsberetning, hvor man også kan læse om myndighedernes forskellige roller og finde ud af, om ”miljøoplysninger” er et trylleord, når man søger aktindsigt.
God læselyst!