Øjenvidne til politiets tvangsudsendelser

En tidlig oktobermorgen ankom seks civilklædte betjente til Center Avnstrup, et asylcenter på Midtsjælland, for at frihedsberøve en afghansk familie. Opgaven var i første omgang at flytte familien lidt nordpå til Kriminalforsorgens Institution for Frihedsberøvede Asylansøgere, Ellebæk. Men dernæst skulle familien, som bestod af far, mor og en 15-årig søn, efter fire år i Danmark tvangsudsendes til Afghanistan.

Klokken 10 minutter over seks bankede en betjent stille på døren til familiens værelse. Efter kort tid åbnede faren, som tydeligvis havde ligget og sovet. To betjente bad om lov til at komme ind. De forklarede, at det var besluttet, at familien skulle frihedsberøves og overflyttes til Ellebæk, da de snart skulle udsendes til Afghanistan. Stemningen var på dette tidspunkt rolig.

Faren og sønnen pakkede uden protester. Moren, derimod, protesterede højlydt. Hun sad på et tæppe på gulvet, hvor hun havde siddet og bedt, da betjentene kom ind på værelset. En kvindelig betjent forsøgte at berolige hende, men efter ca. 20 minutter begyndte moren at slå sit hoved hårdt i gulvet. Betjentene holdt moren fast, og da hun nægtede at rejse sig, bar de hende ned til bilen.

I bilen fortsatte moren med at skrige, og den kvindelige betjent holdt flere gange fast om hende for at forhindre, at hun slog hovedet mod bilruden. En halv time senere kom de øvrige betjente med faren og sønnen. Familiens ejendele var nu pakket i to kasser og to store hvide sække. Lidt over syv forlod familien sammen med betjentene Center Avnstrup.

Ombudsmandens tilstedeværelse under tvangsudsendelser

Folketingets Ombudsmand har siden 1. april 2011 ført tilsyn med politiets tvangsudsendelser. Formålet med tilsynet er at sikre, at udsendelserne sker med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse. Inden ombudsmanden fik opgaven, eksisterede der ikke et særskilt tilsyn, og der er således tale om en ny ordning i Danmark.

Typisk vil vi være til stede, på dagen hvor udlændingen bliver sendt ud af landet, men vi kan også, som i det omtalte tilfælde, overvære frihedsberøvelsen forud for en tvangsudsendelse.

Med udgangspunkt i politiets lister udvælger vi tvangsudsendelser, som vi ønsker at følge. Vi lægger vægt på, om udsendelsen vedrører udsatte grupper, om det er familier, og om der er forhøjet risiko for brug af magtmidler, som det er vores erfaring med udsendelser til Afghanistan. Derudover bestræber vi os altid på at være til stede under tvangsudsendelser, hvor politiet bruger ”særfly”, som dansk politi har hyret alene eller sammen med andre lande.

Vi må kun observere og har ikke beføjelser til at gribe ind i udsendelsen. I praksis holder vi os diskret i baggrunden. Vi forsøger at være til stede i de situationer, hvor politiet anvender magt. Under den omtalte frihedsberøvelse var ombudsmandens medarbejder hele tiden hos moren i familien.

Ombudsmanden fokuserer på flere områder i sin vurdering af, om udsendelsen sker i respekt for individet og uden unødig magtanvendelse. Ud over magtanvendelse har ombudsmanden bl.a. fokus på familiens enhed. Det sker, at enkelte familiemedlemmer går under jorden i forsøg på at forhindre udsendelsen. Efter politiets retningslinjer skal udsendelse af familier som udgangspunkt ske samlet. Politiet kan dog undtagelsesvist beslutte at gennemføre en udsendelse af en familie, selv om ikke alle familiemedlemmer er til stede. I de tilfælde ser ombudsmanden bl.a. på, om politiet forud for udsendelsen har vejledt familien om risikoen for at blive delt. Ombudsmanden undersøger også, om politiet aktivt har forsøgt at finde de forsvundne familiemedlemmer, og om politiet konkret har taget stilling til, om det er forsvarligt at gennemføre udsendelsen af de familiemedlemmer, som er til stede.

Når familien i den omtalte sag blev frihedsberøvet inden udsendelsen, var det ikke, fordi politiet havde konkret mistanke om, at enkelte af familiemedlemmerne ville gå under jorden. Hele familien havde dog tidligere holdt sig skjult for myndighederne og ville fortsat ikke rejse ud af Danmark – derfor besluttede politiet at frihedsberøve familien forud for udsendelsesdagen.

Afhentning i Ellebæk

To uger efter afhentningen i Center Avnstrup stod tre ansatte fra Ellebæk klar til at udlevere familien til politiet. Faren og sønnen virkede nervøse, men de gjorde ikke modstand. Betjentene forklarede, at de skulle visitere dem for at sikre, at de ikke havde farlige genstande på sig.

Samtidig hentede to kvindelige betjente moren i den celle, hvor hun var anbragt. De visiterede hende, uden at hun gjorde modstand. Moren protesterede heller ikke over at skulle tage en voksenble på. Betjentene forklarede, at bleen var nødvendig, fordi hun havde drukket sæbevand samme morgen for at undgå at blive udsendt.

Voksenble i forbindelse med tvangsudsendelser er ikke omtalt i de internationale eller nationale retningslinjer for tvangsmæssige udsendelser. Ombudsmanden har tilkendegivet, at brug af voksenble indebærer en betydelig risiko for, at den enkeltes værdighed bliver krænket. I denne sag vurderede ombudsmanden, at voksenbleen under de konkrete omstændigheder var nødvendig og forsvarlig, fordi kvinden havde drukket sæbevand.

Protester i Københavns Lufthavn

Klokken halv to kørte politibilen med den afghanske familie direkte ud til flyets standplads i Københavns Lufthavn.  Familiemedlemmerne stod ud af bilen, men da de kom til foden af trappen op til flyet, nægtede de at gå ombord. Samtidig begyndte de at råbe på engelsk, at de ville blive dræbt i Afghanistan. Betjentene forsøgte forgæves at tale familiemedlemmerne til ro. Efter nogle minutter fikserede de deres håndled. Sønnens håndled blev fikseret med plastikstrips, og forældrenes håndled blev fikseret med stofremme, der blev spændt fast til et bælte (fikseringsbælte).

Familien blev vist ned på de bagerste rækker i det tomme fly. Kaptajnen, som altid har den øverste myndighed ombord, kom for at vurdere situationen. På trods af familiemedlemmernes højlydte appeller lod han dem blive på flyet.

Nogle minutter senere kom de øvrige passagerer ombord, og familiemedlemmerne appellerede nu højlydt til dem, indtil flyet 20 minutter senere forlod sin standplads. Herefter var det kun faren, som råbte på engelsk, at han ville bombe flyet.

Da flyet var i luften, sad hele familien tavse. Den udsendelsesansvarlige betjent talte med faren, hvorefter betjentene fjernede strips og remme fra familiemedlemmernes håndled.

Kritik af manglende dokumentation

I perioden april 2011 til december 2015 har ombudsmanden fået oplysninger om 79 udsendelser, hvor politiet anvendte magt. I 25 tilfælde overværede vi politiets magtanvendelse. I ingen af de 25 tilfælde handlede politiet i strid med politilovens regler om magtanvendelse, og magtanvendelserne foregik desuden i overensstemmelse med politiets retningslinjer.

Ud fra politiets oplysninger i de resterende sager er det ombudsmandens vurdering, at magtanvendelsen i 47 sager ligeledes opfylder politilovens bestemmelser om magtanvendelse. I 25 sager var det dog ikke muligt for ombudsmanden at vurdere, om politilovens bestemmelser blev efterlevet. Det skyldes, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for den anvendte magt i sagerne.

Ombudsmanden har, siden tilsynet begyndte, flere gange kritiseret, at politiet ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret brug af magtmidler i forbindelse med tvangsudsendelser.

Efter anbefaling fra ombudsmanden offentliggjorde politiet den første oversigt over brug af magtmidler under tvangsudsendelser i 2014.

I forhold til den omtalte sag vurderede ombudsmanden, at politiets magtanvendelse opfyldte politilovens bestemmelser.

Både fastholdelsen og føringen af moren ved afhentningen på Center Avnstrup og fikseringen, fastholdelsen og føringen af familiemedlemmerne i Københavns Lufthavn blev vurderet som nødvendige og forsvarlige. Desuden blev magtmidlerne kun anvendt i korte perioder, da betjentene løbende vurderede, om indgrebene var rimelige under de konkrete omstændigheder.

Afklaring i Frankfurt

I Frankfurt blev familien og betjentene modtaget af tysk politi, som gav dem besked på at opholde sig i et område med restauranter og butikker. Betjentene skulle omgående kontakte tysk politi, hvis der opstod problemer.

Betjentene fandt sammen med familien et sted, hvor de kunne få mad. Moren fik lov til at tage bleen af, da hun bad om det. Familien forekom nu at være afklaret med situationen, og faren lånte en betjents mobiltelefon for at foretage nogle opkald.

Næste morgen landede flyet i Kabuls lufthavn. Inden landingen fik faren bekræftet, at familien ville blive tilbudt et sted, hvor de kunne bo de første dage. Desuden fortalte den udsendelsesansvarlige, at den danske ambassade ville kunne hjælpe dem de første dage.

Familien og betjentene blev mødt af tre personer fra de afghanske myndigheder og to medarbejdere fra den danske ambassade. Modtagelsen var venlig. De afghanske myndighedspersoner undersøgte familiens papirer, og familien fik lov til at rejse ind i Afghanistan. Betjentene og ombudsmandens medarbejder rejste tilbage med samme fly, som de netop var ankommet med.

Ombudsmanden havde ingen kritiske bemærkninger til politiets tvangsudsendelse af familien til Afghanistan.

Og denne konklusion er karakteristisk. Siden tilsynets begyndelse for fem år siden har det været ombudsmandens vurdering, at politiet generelt gennemfører tvangsudsendelserne med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.

Ombudsmanden har dog som nævnt flere gange udtalt kritik af politiets dokumentation i sager om tvangsudsendelser, og ombudsmanden vil blive ved med at følge politiets arbejde med at forbedre dette forhold.