”Det er klart utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en situation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig indsat – eventuelt en indsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel handling.”1
Straffuldbyrdelsesloven og de administrative bestemmelser, som er udstedt med hjemmel i loven, indeholder en række regler, som beskytter de indsattes retssikkerhed og forhold i øvrigt. Reglerne gælder for indsatte i fængsler og som udgangspunkt også for indsatte i arresthuse og kriminalforsorgens pensioner.
Der er knyttet detaljerede retlige garantier til de enkelte indgreb, der kan foretages over for de indsatte. Formålet med det er naturligvis, at de indsatte skal kunne opholde sig i institutionerne uden gener, der går ud over, hvad der følger af selve frihedsberøvelsen. I forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven er det herom anført, at der ikke bør iværksættes andre restriktioner i de indsattes tilværelse end dem, der er nødvendige for gennemførelsen af den frihedsberøvelse, som dommen går ud på. Frihedsberøvelsen tilsigter kun at være et indgreb i lokalfriheden.
DE INDSATTES INDBYRDES FORHOLD
Straffuldbyrdelsesloven og de administrative bestemmelser regulerer således forholdet mellem staten (kriminalforsorgen) og de indsatte med en række rettigheder og garantier mv., der skal sikre en – så vidt muligt – problemfri udståelse af straffen. Men hvordan er det med forholdet mellem de indsatte indbyrdes? Det er der stort set ikke skrevne regler for. Det er en realitet, at der for mange indsatte er mange og alvorlige problemer i samværet med andre indsatte. Der kan være problemer mellem forskellige grupperinger i forhold til:
– indsatte med forskellige etniske baggrunde
– unge
– stofmisbrugere
– udlændinge
– dømte for særlig kriminalitet (kriminalitet, der involverer børn)
– kvinder.
Det er i en vis forstand paradoksalt, at straffuldbyrdelsesloven og de administrative forskrifter sigter på at sikre de indsattes rettigheder mv. over for de fuldbyrdende myndigheder, hvis virkeligheden er, at ophold i fængsel eller arresthus først og fremmest er præget af andre indsattes overgreb og trusler mv.
I behandlingen af klagesager og navnlig ved Folketingets Ombudsmands inspektioner er disse forhold noget, som i høj grad påkalder sig opmærksomhed. Der spørges til det, og indgangsvinklen er, at myndighederne har en forpligtelse til at beskytte de særligt udsatte grupper af indsatte og enkeltpersoner. Det er imidlertid overordentligt vanskeligt for myndighederne effektivt at dæmme op for overgreb og trusler mv. Og det er en illusion at tro, at inspektionsvirksomheden kan afdække og afhjælpe disse problemer i væsentligt omfang. Men de bør fortsat have Folketingets Ombudsmands opmærksomhed, og det har de da også under inspektionerne af kriminalforsorgens institutioner.
I denne artikel har jeg valgt at beskæftige mig med den udsatte gruppe, der består af kvinder.
INDSATTE KVINDER
I Danmark er der i gennemsnit 170 indsatte kvinder i fængsler og arresthuse. Det svarer til ca. 5 pct. af de indsatte. Indsættelsestiderne er som for andre indsatte meget varierede: fra 7 dage til livstid.
I Danmark findes der ikke noget egentligt separat kvindefængsel. Det eneste rene kvindefængsel – det åbne kvindefængsel i Amstrup med plads til 20 kvinder – blev nedlagt i 2000, i øvrigt efter en inspektion i 1998 af Folketingets Ombudsmand. Medvirkende til nedlæggelsen var, at det ved inspektionen måtte konstateres, at fængslet var i en særdeles dårlig bygningsmæssig stand.
Kvinder modtages i alle landets arresthuse, herunder i Københavns Fængsler. 5 fængsler modtager kvinder. Det er Statsfængslet i Ringe, Statsfængslet ved Horserød, Statsfængslet Møgelkær, Statsfængslet Østjylland og Anstalten ved Herstedvester. Straffen udstås altså sammen med mandlige indsatte. Der er ikke i den danske lovgivning bestemmelser om, at kvinder og mænd skal udstå deres straf i adskilte institutioner. I de europæiske fængselsregler er det bestemt, at der ved beslutningen om at anbringe indsatte i bestemte fængsler eller i bestemte afdelinger i et fængsel skal tages hensyn til behovet for at holde mandlige indsatte adskilt fra kvindelige indsatte.
MÆND OG KVINDER SAMMEN
Spørgsmålet er, om det giver anledning til problemer for kvinderne, at de i Danmark er indsat i afdelinger sammen med mandlige indsatte – og det korte svar er: Ja, det giver anledning til alvorlige problemer. Af pladsmæssige hensyn beskæftiger jeg mig kun med forholdene for de indsatte kvinder i Anstalten ved Herstedvester.
I Anstalten ved Herstedvester findes der en særlig kvindeafdeling, som har plads til 14 indsatte (nu fordelt på 2 afsnit). Kvinderne, der udstår straf for alvorlig kriminalitet, tilbydes under deres ophold behandling af bl.a. psykiatere og psykologer. Kvinderne har mulighed for fællesskab med de mandlige indsatte på arbejdspladserne og i fritiden.
Kvindeafdelingen er blevet inspiceret af Folketingets Ombudsmand flere gange, og ombudsmanden har løbende fulgt med i kvindernes forhold. Problemerne har bestået i/består i, at kvinderne udstår deres straf i den samme institution som nogle af landets mest belastede sexkriminelle mænd. En indstilling fra en arbejdsgruppe i kriminalforsorgen om ”svage” indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som blev afgivet i marts måned 1996, beskæftiger sig også med kvinders forhold. Om anbringelsen af kvinder i Anstalten ved Herstedvester anførte den daværende overlæge ved anstalten, Heidi Hansen, bl.a. følgende i en mindretalsudtalelse:
”På baggrund af de erfaringer, anstalten har fået siden kvindeafdelingens oprettelse, findes det meget betænkeligt overhovedet at placere kvinder blandt anstaltens mandlige klientel.
Knap halvdelen af anstaltens klientel er dømt for meget alvorlig sexkriminalitet. Den 26. oktober 1995 afsonede der i Anstalten ved Herstedvester 56 personer dømt for sexkriminalitet. Heraf havde de 31 personer tidsubestemte straffe, 6 personer havde straffe fra 8 til 16 års fængsel, og kun 19 personer havde straffe under 8 år. Alene heraf fremgår det, at de sexkriminelle på Anstalten ved Herstedvester har foretaget endog meget alvorlig sexkriminalitet. Det er indlysende, at personer, der har foretaget disse alvorlige kriminaliteter, har store problemer med forvaltningen af deres kønsdrift, og alene af den grund er det meget betænkeligt, at kvindelige indsatte skal afsone sammen med dem. Hertil kommer, at en forholdsvis stor del af anstaltens sexkriminelle kun vil kunne benådes, prøveudskrives eller prøveløslades, såfremt de accepterer medicinsk kastration, en behandling, som det i flere tilfælde har været vanskeligt at motivere de indsatte til bl.a. på grund af påvirkning fra nogle af de kvindelige indsatte.”
FOLKETINGETS OMBUDSMANDS INITIATIVER
I den endelige rapport af 13. maj 19972 om en inspektion den 13. og 16. december 1996 af kvindeafdelingen i Anstalten ved Herstedvester anførte ombudsmanden bl.a. følgende:
”Det er klart utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en situation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig indsat – eventuelt en indsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel handling.
Det er kriminalforsorgens opgave at sørge for at dømte kvinder der måtte have brug for psykiatrisk/psykologisk behandling, får tilbudt sådan hjælp i en anstalt, hvor der ikke er risiko for at de udsættes for et pres til at indgå ægteskab med en mand der er dømt for en alvorlig sexkriminel handling. Det bør ske uden at dette medfører nogen forringelse af de indsatte kvinders beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.
Hvilken løsning der bør bringes i anvendelse for at tilvejebringe sådanne forhold, finder jeg ikke at burde udtale mig om.
Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen at det snarest muligt finder en løsning på det omtalte problem, og jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i sagen.”
På baggrund af henstillingen oprettede Direktoratet for Kriminalforsorgen en ny afdeling i anstalten til kvinderne. Den nye afdeling bestod af 2 adskilte sektioner med plads til henholdsvis 6 og 8 indsatte. I den nye afdeling fik kvinderne fortsat mulighed for at udstå deres straf adskilt fra mændene. Nu gjaldt det imidlertid også i et vist omfang med hensyn til fritid, gårdtur, beskæftigelse og undervisning.
Folketingets Ombudsmand foretog sig herefter i første omgang ikke mere, men anmodede Direktoratet for Kriminalforsorgen om underretning om de årlige vurderinger, der blev foretaget af kvindernes forhold. Direktoratets vurderinger gik ud på, at forholdene nok fortsat kunne være problematiske, men at der var sket væsentlige forbedringer.
Den 26. oktober og 5. november 2004 aflagde Folketingets Ombudsmand på ny besøg på kvindeafdelingen. I rapport af 28. januar 20053 om besøget anførte ombudsmanden bl.a. følgende:
”Under mine samtaler med flere af de kvindelige indsatte i anstalten forekom der således oplysninger om at de kvindelige indsatte har vanskeligt ved at være i fred for de mandlige indsatte, og at de kvindelige indsatte ofte bliver tiltalt eller antastet på en upassende måde af de mandlige indsatte – blandt andet i form af sjofle bemærkninger under gårdtur og under gudstjenester. Selv for de kvinder som har en kæreste eller ægtefælle i anstalten (eller udenfor), er det i nogle tilfælde ikke muligt at være i fred. Det blev ligeledes oplyst at flere af de kvindelige indsatte ikke oplyser personalet om eventuelle antastelser – blandt andet af frygt for repressalier fra de mandlige indsattes side. De kvindelige indsatte i afdeling S anførte at de hele tiden skal være på vagt i forhold til de mandlige indsatte.”
Det blev under inspektionen igen oplyst, at det ikke kun var de kvindelige indsatte, der i et eller andet omfang var påvirket af konstruktionen – det gjaldt også de mandlige indsatte. Det var således bl.a. (fortsat) et problem for så vidt angik den behandlingsmæssige indsats i forhold til nogle af de mandlige indsatte, idet de ikke ønskede at indgå i en behandling med kønsdriftdæmpende medicin, fordi de havde et kæresteforhold til en kvindelig indsat.
Efter yderligere brevveksling med Direktoratet for Kriminalforsorgen udtalte ombudsmanden i brev af 15. august 20054, at det tilbud, der blev givet til kvinderne om separat afsoning, ikke kunne betragtes som et reelt tilbud, som gav mulighed for at udstå de ofte langvarige straffe i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven. Undersøgelser havde vist, at ingen af kvinderne benyttede sig af muligheden for at udstå straffen separat, på grund af de forhold, dette måtte ske under, bl.a. med hensyn til beskæftigelses-, undervisnings- og fritidstilbud. Ombudsmanden udtalte, at oprettelsen af en fuldstændig separat kvindeafdeling med særskilte værksteds- og fritidsfaciliteter ville være den nødvendige løsning, i hvert fald på længere sigt. Og ombudsmanden rejste spørgsmål om, hvorvidt direktoratet havde overvejet eller var indstillet på at overveje at søge tilvejebragt midler, der muliggjorde etableringen af en egentlig særskilt afdeling for kvinder i eller ved Anstalten ved Herstedvester med tilstrækkelige tilbud om beskæftigelse og fritid.
Direktoratet for Kriminalforsorgen iværksatte herefter i maj måned 2006 et udredningsarbejde, hvor spørgsmålet om oprettelse af en egentlig selvstændig kvindeafdeling blev overvejet. Der blev også iværksat et forskningsprojekt om kvindelige indsatte i Danmark.
BEVILLING AF 16 MILLIONER KRONER TIL BYGNINGSMÆSSIGE FORBEDRINGER
I flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2008-2011 blev der på baggrund af den megen opmærksomhed på forholdene for de kvindelige indsatte i Anstalten ved Herstedvester afsat 16 millioner kroner til bygningsmæssige forbedringer med henblik på at ”sikre, at kvindelige afsonere på Anstalten ved Herstedvester kan tilbydes beskæftigelses- og fritidsaktiviteter adskilt fra mændene og mere samvær med børn og børnebørn”.
Der blev herefter etableret en ny kvindeafdeling i Anstalten ved Herstedvester:
– Afdelingen blev flyttet, og yderligere lokaler blev inddraget til afdelingen.
– Et helt nyt afsnit blev opført med 3 stuer med eget bad og toilet.
– En ny opholdsstue og et værksted blev etableret.
– Et samtalerum blev indrettet.
– Mulighed for separat gårdtur på eget udendørsareal blev etableret.
– Styrketræningsrum blev etableret.
– Vaskemaskine og tørretumbler blev opstillet.
– Køkkenfaciliteter blev etableret.
Hertil kom etablering af 2 besøgslejligheder, hvor kvinderne kan have besøg af familien – besøgslejligheder, som også kan benyttes af andre indsatte i anstalten.
Den nye afdeling mv. blev indviet i slutningen af 2010.
ET EGENTLIGT KVINDEFÆNGSEL
Forskningsprojektet ”Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler” blev afsluttet i marts måned 2011, og i tilslutning hertil nedsatte Direktoratet for Kriminalforsorgen et udvalg, der skulle komme med en indstilling til en fremadrettet placering og tilbud til kvindelige indsatte. Udvalget afgav en indstilling den 12. september 2011. Udvalget indstillede, at der i Danmark blev etableret et egentligt kvindefængsel (med lukkede pladser, behandlingsafdeling (psykiatri), halvåben afdeling og åben afdeling). Hertil kom en indstilling om, at der blev etableret 3 regionale arrestfaciliteter for kvinder.
Også på baggrund af udvalgsarbejdet har Folketingets Ombudsmand besluttet i 2012 at have særlig opmærksomhed rettet mod kvinder i fængslerne. Der har således været gennemført fornyede inspektioner af Statsfængslet ved Horserød, Statsfængslet i Ringe og Anstalten ved Herstedvester, inklusive kvindeafdelingen. Statsfængslet Møgelkær blev inspiceret i 2010.
Folketingets Ombudsmand følger med i, hvad der videre sker med hensyn til eventuel oprettelse af et egentligt kvindefængsel og etablering af regionale arrestfaciliteter for kvinder.
Ved Folketingets Ombudsmands fortsatte inspektionsvirksomhed kan der være anledning til specielt at rette opmærksomheden mod forholdene for andre af de udsatte grupper eller enkeltpersoner, som er omtalt i indledningen til denne artikel.
1 Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, side 380
2 Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, side 363-399 (særligt side 380-381)
3 Folketingets Ombudsmands beretning for 2004, side 671-694 (særligt side 678)
4 Folketingets Ombudsmands beretning for 2004, side 690-691