En mand ansøgte om at gå på efterløn pr. 16. januar 2009, hvilket var to år efter, at manden fyldte 60 år og havde modtaget sit efterlønsbevis. Manden havde i en årrække drevet virksomhed som selvstændig tandlæge.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg traf afgørelse om, at manden først kunne gå på efterløn pr. 28. april 2009, hvor det personlige arbejde i virksomheden måtte anses for ophørt mere end midlertidigt. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at manden indtil dette tidspunkt faktisk havde mulighed for at udføre personligt arbejde, da selve tandlægeudstyret, der måtte anses for et væsentligt driftsmiddel, fortsat var i mandens varetægt. Tandlægeudstyret var blevet solgt i februar 2009, men blev først afmonteret og afhentet af køber den 28. april 2009.
Ombudsmanden mente, at en fortolkning, hvorefter det alene var selve muligheden for at udføre arbejdsopgaver, der var afgørende for, hvornår en person kunne anses for ophørt med det personlige arbejde mere end midlertidigt, ikke var i overensstemmelse med bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 c, stk. 1, herunder denne bestemmelses ordlyd, formål og forarbejder.
Efter ombudsmandens opfattelse skulle der foretages en konkret vurdering af alle de i sagen foreliggende omstændigheder, og på denne baggrund måtte det vurderes, om borgeren ikke blot faktisk havde indstillet sin selvstændige virksomhed, men samtidig også i tilstrækkelig grad havde haft til hensigt at ophøre med sit personlige arbejde.
Samlet var det ombudsmandens opfattelse, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af de i sagen foreliggende omstændigheder, der umiddelbart med betydelig vægt syntes at tale for, at det personlige arbejde var ophørt pr. 16. januar 2009. Ombudsmanden henstillede, at beskæftigelsesudvalget genoptog behandlingen af sagen.
(Sag nr. 12/00459)