Direktoratet for Kriminalforsorgens fortolkning og praksis
En langtidsindsat klagede flere gange til ombudsmanden over at Direktoratet for Kriminalforsorgens praksis for udgang til langtidsindsatte var i strid med straffuldbyrdelsesloven. Den langtidsindsatte henviste til at denne praksis havde afgørende betydning for hvornår langtidsindsatte kunne overføres fra lukket til åbent fængsel. Han henviste nærmere til at det efter praksis normalt er en grundlæggende betingelse for at en sådan overførsel kan finde sted, at den indsatte har bevist at han/hun uden problemer kan gå på udgang uden at være ledsaget.
Efter nærmere undersøgelser i to omgange afgav ombudsmanden den 14. maj 2009 sin (anden) udtalelse om de rejste spørgsmål.
På det foreliggende grundlag anså ombudsmanden det for overvejende sandsynligt at det – hvis det var sket – var yderst sjældent at en langtidsindsat havde opnået tilladelse til uledsaget udgang fra et lukket fængsel før udståelse af halvdelen af straffetiden, og at det i givet fald ikke var sket i de senere år. Ombudsmanden udtalte endvidere at direktoratets praksis – hvis ovenstående blev lagt til grund – dels var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel, dels var problematisk i forhold til kravet om at kriminalforsorgen senest når en langtidsindsat har udstået halvdelen af sin straf, skal tage spørgsmålet om overførsel til åbent fængsel op til overvejelse. Ombudsmanden bad Direktoratet for Kriminalforsorgen om at oplyse hvad det som han havde anført, gav direktoratet anledning til.
Ombudsmanden konstaterede endvidere at reglerne i direktoratets udgangsbekendtgørelse kunne forstås og blev forstået på to forskellige måder, og ombudsmanden henstillede til direktoratet at det tilvejebragte et mere klart retsgrundlag for langtidsindsattes muligheder for udgang hvis direktoratet ønskede at fastholde sin, i forhold til andre indsatte, skærpede udgangspraksis over for de langtidsindsatte.
(J.nr. 2007-3630-622).