En tømrer faldt i 1985 ned fra et stillads og fik en ryglidelse. Året efter fik han tilkendt førtidspension og arbejdsskadeerstatning fordi hans erhvervsevnetab blev vurderet til 50 pct.
I 2001 forhøjede kommunen hans førtidspension med virkning fra 1996 (hvor manden tidligere havde ansøgt om pension). På baggrund af kommunens ændrede vurdering og en dom afsagt af Højesteret i 1999 besluttede arbejdsskademyndighederne i 2002 at forhøje mandens erhvervsevnetab fra 50 til 65 pct. – med virkning fra samme tidspunkt som den forhøjede førtidspension. Ændringen af erhvervsevnetabet var ikke begrundet i en ændring af mandens helbredstilstand – som havde været stationær siden i hvert fald 1986 – men udelukkende i kommunens forhøjelse af førtidspensionen og højesteretsdommen fra 1999.
Manden klagede til ombudsmanden over at forhøjelsen af hans erhvervsevnetab kun gik tilbage til 1996 og ikke til 1985 hvor han faldt ned fra stilladset.
Ombudsmanden udtalte at arbejdsskademyndighederne var forpligtede til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dette udelukkede efter ombudsmandens opfattelse at arbejdsskademyndighederne uden videre anvendte et skæringstidspunkt i arbejdsskadesagen som var begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen. Ændringstidspunktet måtte således fastsættes fra det tidspunkt hvor manden opfyldte betingelserne for at få tilkendt erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage arbejdsskadesagen.
Ombudsmanden kritiserede i øvrigt Ankestyrelsens begrundelse for så vidt angår henvisningen til retsregler. (J.nr. 2003-2928-024).