FOB 98-88

Aktindsigt i løbende tilgang af regnskabsdata i Økonomistyrelsen. Begrebet "administrativ sagsbehandling"

01-01-1998

En journalist klagede over at Økonomistyrelsen havde afslået hans anmodning om aktindsigt i regnskabstal i forbindelse med styrelsens løbende udgiftsopfølgning. Økonomistyrelsen der først havde indhentet en udtalelse fra Finansministeriets departement, havde som begrundelse for afslaget henvist til at den løbende tilgang af registreringer i regnskabssystemet ikke var omfattet af offentlighedslovens administrative sagsbegreb.

Ombudsmanden måtte efter det oplyste lægge til grund at ministeriernes regnskabsdata indgår som et helt centralt element i Økonomistyrelsens arbejde med at administrere de enkelte ministeriers regnskabsaflæggelse. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse at disse data måtte antages at blive undergivet en sådan bearbejdning i Økonomistyrelsen at de ikke kunne undtages fra aktindsigt under henvisning til offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. punktum. Ombudsmanden henstillede derfor at Økonomistyrelsen genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 1996-1851-201).