Den srilankanske statsborger A var flygtet til Indien og opholdt sig der i en flygtningelejr. A klagede over at Indenrigsministeriet (IM) havde givet afslag på hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. IM havde i afslaget anført at IM ikke havde mulighed for at tage stilling til A's ansøgning, idet han opholdt sig uden for landets grænser. Under sagen udtalte IM at udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, efter IM's opfattelse alene tager sigte på den situation, hvor en udlænding, der opholder sig her i landet, har fået endeligt afslag på sin asylansøgning. Til støtte for sin fortolkning henviste IM især til bestemmelsens forarbejder.
Efter en gennemgang af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse havde Folketinget nok drøftet hovedsigtet med bestemmelsen, men at Folketinget - hverken direkte eller forudsætningsvis - havde taget stilling til den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde. Ombudsmanden fandt heller ikke ud fra andre friere overvejelser grundlag for at opretholde IM's fortolkning af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Det var derfor ombudsmandens opfattelse at IM ikke havde haft hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, til at give afslag på A's ansøgning om opholdstilladelse på humanitært grundlag alene under henvisning til, at A ikke opholdt sig her i landet.
Ombudsmanden henstillede at IM - på baggrund af en konkret vurdering - traf realitetsafgørelse i sagen. (J. nr. 1993-2644-642).