Som advokat for en gruppe statsløse palæstinensere fra Libanon klagede A til ombudsmanden over, at Justitsministeriet (JMT) havde givet udtryk for, at hverken Direktoratet for Udlændinge (DfU) eller JMT (som klageinstans) skulle træffe afgørelse om udsendelse af asylsøgere, der havde fået endeligt afslag på asyl, og som påberåbte sig, at udsendelsen var i strid med udlændingelovens § 31.
Ombudsmanden konkluderede på grundlag af udlændingelovens ordlyd og forarbejder, at hvis en asylsøger påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31, skal DfU træffe en særskilt afgørelse om udsendelse. Afgørelsen kan påklages til JMT, der således har det endelige retlige ansvar; klagen har opsættende virkning.
Ombudsmanden fandt det beklageligt, at JMT i et notat om spørgsmålet dels havde anvendt uklare citeringsmåder, dels havde undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til udlændingelovens § 31.
Ombudsmanden henstillede til JMT at træffe afgørelse i overensstemmelse med de gældende regler i udlændingeloven og forvaltningsloven, men foretog sig i øvrigt ikke videre i sagen, da spørgsmålet om ændring af bl.a. udlændingelovens § 31 efter det oplyste kunne forventes forelagt Folketinget i løbet af kortere tid. (J. nr. 1992-163-649).