FOB 89-112

Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.

01-01-1989

A klagede til ombudsmanden over, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 havde ladet tinglyse en statslig forkøbsret for så vidt angår et stykke "frijord" på hans ejendom i Sønderjylland.

Det fremgik af sagen, at myndighederne på grundlag af lov om Statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. i ganske vidt omfang tinglyste statslig forkøbsret på "frijord". Formålet var at imødegå opkøb i spekulationsøjemed.

Den omhandlede praksis havde været oplyst og forelagt for Folketingets Finansudvalg på en sådan måde, at ombudsmanden af kompetencemæssige grunde fandt sig afskåret fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og grundlag.

Landbrugsministeriet oplyste over for ombudsmanden, at afgørelsen om at tinglyse forkøbsret efter praksis ikke afventede høring af ejeren. Ministeriet henviste til, at formålet med tinglysningen kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Ombudsmanden udtalte, at en generel risiko for videresalg ikke i sig kunne bevirke, at Jordbrugsdirektoratet undlod at foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Efter en nærmere gennemgang af partshøringsspørgsmålet henstillede ombudsmanden til Landbrugsministeriet at tage skridt til at ændre praksis.(J. nr. 1989-1291-54).