Redegørelse om Folketingets Ombudsmands arbejde i 2008 med ligebehandling af mennesker med handicap

19-08-2009

Folketingets Ombudsmands årlige redegørelse om arbejdet med ligebehandling af mennesker med handicap foreligger nu.

 

Der er en særlig forpligtelse for Folketingets Ombudsmand til at overvåge området ligebehandling af mennesker med handicap. Hvert år udsender Folketingets Ombudsmand en redegørelse om arbejdet på området i det forløbne år.

 

I redegørelsen kan man bl.a. læse om det store antal initiativer der tages på området inden for de enkelte ministerier og andre myndigheder. Og man kan se at der samlet set er afsat ganske betydelige midler til den vigtige opgave at fremme ligebehandlingen for mennesker med handicap, f.eks.:

 

-  tilgængeligheden til offentlige bygninger,

-  en styrket indsats på botilbud,

-  særlig støtte til børn og unge med handicap,

-  sikre at mennesker med handicap fuldt ud kan deltage i civilsamfundet og hverdagslivet,

-  en forbedret tolkehjælp,

-  forebyggelse af seksuelle overgreb for mennesker med handicap,

-  bedre boligvalg til mennesker med handicap,

-  forskellige tiltag i DR og TV2 for at sikre bedre betjening af mennesker med handicap,

-  nyt bygningsreglement der indebærer en række stramninger af tilgængelighedskravene til nybyggeri og større ombygninger.

 

”Den første årlige redegørelse som blev udsendt sidste år, blev meget godt modtaget. Jeg er ikke i tvivl om at den samlede redegørelse i sig selv har betydning for det fortsatte vigtige ligebehandlingsarbejde”, siger Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

 

I de kommende år vil FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som Danmark tiltrådte den 28. maj 2009, blive et vigtigt arbejdsredskab for staten, regionerne og kommunerne – og for Folketingets Ombudsmands overvågning af området. 

 

Læs redegørelsen her

 

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen (mobil nr. 40 43 45 43) eller inspektionschef Lennart Frandsen (mobil nr. 30 92 90 93).

 

Folketingets Ombudsmand er nedsat for at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Han er valgt af Folketinget og kan således ikke behandle sager vedrørende Folketinget, ligesom han heller ikke kan behandle klager over landets domstole. Ombudsmanden kan behandle klager over forvaltningsmyndighederne, men han kan også tage sager op på eget initiativ. I 2007 tog ombudsmanden 201 sager op på eget initiativ.