Vi kalder ham ”Ole”, for han har ikke lyst til at få sit navn frem. ”Mit navn er ligegyldigt,” siger han. Han skal heller ikke have taget noget billede. ”Det kan være lige meget, hvem jeg er,” siger han. I løbet af det seneste år har han adskillige gange sagt nej til at stå frem i medierne. Faktisk har Ole aldrig fortalt sin historie til omverdenen, selv om den i sig selv er ret utrolig, og selv om den har haft betydning for andre, der som Ole er blevet overført fra kontanthjælp til den noget lavere integrationsydelse (i dag: selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse).
Ole er 50 år, høj og tynd. Øjnene er skarpe og blå under kraftige øjenbryn. Ole drikker ikke, han tager ikke stoffer, og han stjæler ikke. Hans eneste last er at ryge smøger.
Hovedparten af sit voksenliv har Ole boet alene på et lille værelse på Amager. Han har stort set ingen kontakt til andre mennesker. Han taler ikke med sine væsentligt yngre naboer, der igennem årene flytter ind og ud af naboværelserne. Han har ingen venner. De få familiemedlemmer, han har tilbage, taler han næsten ikke med.
Ole lever kort sagt helt alene, og sådan har det været i årevis.
Hovedet fejler absolut ikke noget, men når Ole skal se tilbage, glider de ensformige dage og år sammen til en ”grå tåge”. Derfor husker han heller ikke den sommerdag i 2016, hvor han får et brev fra ”bistanden”, som starter det hele.
Månedsvis dokumentation
Resultatet står dog klart: Ole skulle på integrationsydelse. 5.192 kroner om måneden efter skat, fortæller han. Eller cirka 3.000 kroner mindre end den kontanthjælp, han havde indrettet sig efter at leve af.
Han var blevet ramt af en ændring i aktivloven, der havde til formål at reducere den økonomiske fordel ved at få asyl i Danmark – og give nyankomne et større incitament til at arbejde. Lovændringen blev udvidet til også at dække personer, der i en længere periode ikke havde været i Danmark. Ole var nu tvunget til at dokumentere, at han havde opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år, hvis han skulle beholde sin kontanthjælp. Dokumentationen skulle leveres måned for måned. Senere blev det sat op til ni ud af de seneste ti år.
”Jeg tænkte først, at det ikke havde noget med mig at gøre. Integrationsydelse! Jeg er dansker! Jeg har altid boet i Danmark. Jeg har overhovedet ikke været i udlandet. Jeg ved ikke, hvornår mit pas løb ud.”
Oles dybe stemme springer mellem væggene i det lille rum hos Settlementet – en organisation med base på Vesterbro, som i over 100 år har hjulpet udsatte voksne, der er faldet gennem velfærdssamfundets net. Settlementet endte med at blive Oles redning. Ved bordet sidder også Anne Marie Michael, der er jurist hos Settlementet. Hun kender hans historie, men som han sidder der og taler beredvilligt, rank og med levende hænder, virker det ikke, som om han har brug for nogen støtte.
”Skal jeg hente din sag, så vi har styr på datoerne,” spørger Anne Marie Michael.
Ole løfter skuldrene. ”Ikke for min skyld.”
Ikke noget digitalt spor
Tilbage i 2016 prøver han også at klare sagen selv. Han skriver en håndskrevet klage, putter den i en kuvert og sender den.
”Jeg har altid været utrolig striks med, hvad bistanden siger til mig. Jeg er udmærket klar over, at hvis jeg ikke gør det, så får jeg ingen penge, og så kan jeg lige så godt lægge mig ned og dø. Sådan har jeg også mange gange tænkt. Ikke at gøre, hvad bistanden siger, det er fuldstændig umuligt i min verden. Bistanden er mit liv. Det er dem, der giver mig de penge, jeg kan leve for. Og hvis jeg ikke kan få de penge, så må jeg begå ulovligheder for at skaffe til dagen og vejen.”
Han holder en lille pause, inden han mere forsigtigt tilføjer: ”Men det er ikke mig. Der er mange gange, hvor jeg har sultet eller bare været rigtig irriteret, men den slags tiltaler mig bare ikke.”
Efter at have fået meldingen om, at han skal på integrationsydelse, er Ole også oppe på kommunen, hvor han bliver spurgt, hvor han har gået i skole, og om han nu også er dansker. ”Det er bare enormt morsomt.”
Livet på integrationsydelse oplever Ole til gengæld ikke som morsomt. Efter de faste udgifter er betalt, har han 50 kroner om dagen at leve for. Han køber primært havregryn, cornflakes, risengrød, toastbrød og det billigste pålæg. Alt fra den lokale Netto. Han må skære ned på smøgerne. En busbillet til jobcentret tur/retur udgør et dagsbudget. I slutningen af måneden oplever han flere gange ikke at have penge til mad.
Ole gør også, som han bliver opfordret til. Han prøver at dokumentere, at han har været i Danmark i ni ud af de seneste ti år, så han kan komme tilbage på kontanthjælp. Han kan bruge al officiel dokumentation, f.eks. bankkvitteringer, posthuskvitteringer, papirer fra lægen. Men Ole har ikke trukket noget digitalt spor efter sig. Han har ikke Dankort, han har ikke været hos lægen i over ti år, og han har ikke været i kontakt med ordensmagten.
”Mit spørgsmål er,” udbryder han, ”hvem ligger inde med kvitteringer for de sidste ti år af deres liv? For hver enkelt måned.”
Klage til ombudsmanden
Efter en særlig hård periode søger Ole på anbefaling fra jobcentret hjælp hos Settlementet. Og nu intensiveres jagten på den fornødne dokumentation. Til Oles held gemmer han mange af sine kvitteringer, lægger dem i bunker og putter dem ned i små plasticposer. Der er intet system og ingen god grund, sådan har han bare altid gjort.
”Vi får faktisk dækket næsten alle årene. Jeg husker, at vi til sidst mangler fire måneder sammenlagt, og hvis jeg kan finde dokumentation for én måned mere, så er den hjemme.”
Men Ole kan desværre ikke finde dokumentation for den sidste måned. Og til sidst opgiver han.
”Jeg tænker, at nu er det dét. Når systemet er så klart på, hvad det vil have, og jeg ikke kan levere det, så er der ligesom ikke noget at gøre.”
Mens Ole opgiver sin eftersøgning og lever videre på sit værelse, arbejder Settlementet med at sende klager til både Ankestyrelsen og senere Folketingets Ombudsmand. I begyndelsen af 2019 udtaler ombudsmanden i en lignende sag, at vidneerklæringer fra ens omgangskreds kan være gyldig dokumentation. Det er dog ikke til hjælp for Ole, der ikke har nogen venner, der f.eks. kan bevidne, at han var i Danmark en bestemt måned for flere år siden. Men en oktoberdag i 2019 sker der pludselig noget, der ændrer alt. Ole falder over en pose papirer, som han ikke har fået øje på før.
”Jeg leder ikke efter noget, for jeg har brugt så meget tid på at lede.” Han vifter med fingrene. I posen ligger en syv år gammel kvittering fra en Danske Bank-hæveautomat. Det er først, da han kommer ind til Settlementet på Vesterbro, at de konstaterer, at den er god nok. Kvitteringen er fra en af de måneder, som Ole mangler. Den viser sig at være en rigtig god lottokupon.
”Der kan lige så godt stå Ole”
Ole har officielt dokumenteret, at han har været i Danmark det tilstrækkelige antal måneder. Han har ret til kontanthjælp igen. Og samtidig står det klart, at han i omkring tre år har fået cirka 3.000 kroner for lidt ind på kontoen hver måned.
Ved udgangen af 2019 bliver der derfor sat cirka 100.000 kroner ind på hans konto, fortæller Ole.
Det er, som om der sker et stemningsskift i det lille rum hos Settlementet. Fra at have fortalt levende og konkret bliver han nu mere stille og tøvende. Han fortæller, at han har købt en ny cykel. Lidt tøj på udsalg. Spist god mad indimellem, hvilket vil sige, at han har spist hos ”den indiske”. Han har købt et ur med plasticrem, som han sidder og piller ved nu. Langt de fleste penge har han stadig.
”Til at starte med syntes jeg, det var urimeligt. Jeg følte ikke, at jeg fortjente de penge, men det er jo mine… Det er bare, når man får dem på den måde...”
Ole lever i dag, som han altid har gjort. Dagene går med de samme ritualer for at få tiden til at gå. Han sidder ved computeren og programmerer og laver grafik. Holder det gamle autodidakte håndværk ved lige. Han læser om fysik, astronomi og den slags. F.eks. kan han i to dage fordybe sig i Einstein, fordi han lige falder over noget på nettet.
”Der sker stadig ikke noget. Forskellen er bare, at nu har jeg det ikke ad helvede til længere.”
Vi kommer ind på de oplagte spørgsmål flere gange. Hvorfor er han havnet i denne situation? Hvorfor mødes han ikke med nogen? Hvorfor har han ikke et arbejde? På spørgsmålet ”har du nogen drømme”, svarer han afklaret:
”Nej, og det er nok problemet. Eller et af dem. Den korte forklaring er, at jeg ikke har noget at gå efter, og derfor sker der ikke noget. Det er meget let for mig at være alene. Og jeg har ikke ambitioner eller drømme. Alle folk løber jo rundt og er fyldt med alt muligt, de gerne vil. Det har jeg bare ikke. Jeg har været i denne cirkel i så mange år, det er nok blevet en vane.”
Når Ole stiller op til dette interview, er det nu alligevel på grund af en ambition, siger han til slut.
”Jeg håber, jeg kan være med til at hjælpe andre i samme situation. Det er den eneste årsag.”
Hvilket navn vil du gerne have i denne artikel?
”Jeg er fuldstændig ligeglad. Bare det ikke peger på mig. Hvis folk reelt synes noget om denne sag, så hjælper det ikke, at der står mit navn, jeg kunne lige så godt hedde Ole.”