Set fra ledelsens side
Men lad os prøve at se sagen fra ledelsens side.
Det kan jo være, at ledelsen er helt på det rene med, at den ansatte har været i sin gode ret til at ytre sig. Men alligevel gerne vil reagere. Ikke ved at iværksætte sanktioner, men ved at tage kritikken op med den ansatte. Ved at kommentere kritikken over for den øvrige arbejdsplads. Eller ved at kommentere den i offentligheden.
Der er nok i mange myndigheder en vis usikkerhed her. Ligger det f.eks. i respekten for de ansattes ytringsfrihed, at ledelsen slet ikke må tage kontakt til den pågældende? Eller svare igen i offentligheden?
Grundlæggende gælder, at ledelsen gerne må reagere i anledning af de ansattes offentlige kritik, så længe det sker med et sagligt formål og på en saglig måde.
Det gælder, hvis ledelsen tager kritikken til sig og gerne vil følge op på den. Men det gælder også, hvis ledelsen ikke anser kritikken for berettiget og gerne vil give sin version af problemstillingen. Som nævnt er et af hensynene bag de ansattes ytringsfrihed, at ledelsen ikke bør have monopol på sandheden om den offentlige sektor. Men det bør de ansatte heller ikke.
Samtidig er der tale om en vanskelig problemstilling. Den ansatte kan nemlig erfaringsmæssigt let føle sig under pres. Ledelsesreaktioner må derfor ikke på nogen måde få karakter af – eller kunne opfattes som – kritik af, at den ansatte i det hele taget har brugt sin ytringsfrihed. Det er ikke kun uberettiget over for den enkelte, men kan også skræmme andre ansatte fra at ytre sig.
Lad os tage de praktiske spørgsmål et ad gangen:
Må ledelsen henvende sig til medarbejderen selv?
Ledelsen må naturligvis gerne henvende sig til den ansatte, hvis det sker for at blive klogere. F.eks. få præciseret kritikken for at vurdere, om den skal føre til ændrede dispositioner fra myndighedens side. Skal nødvendige besparelser udmøntes anderledes end planlagt for at undgå de konsekvenser, som den ansatte har peget på?
Sådanne henvendelser vil sjældent skabe problemer. De vil tværtimod understøtte et af de grundlæggende formål med offentligt ansattes ytringsfrihed – at nyttiggøre de ansattes viden for at få den offentlige sektor til at fungere bedre. Og de vil opmuntre andre ansatte til også at bruge deres ytringsfrihed konstruktivt.
Vanskeligere kan det være, hvis ledelsen ikke er enig i den ansattes kritik. F.eks. fordi ledelsen mener, at kritikken bygger på en misforståelse.
På den ene side bør en ledelse ikke være afskåret fra over for en medarbejder f.eks. at berigtige, hvad den anser for misforståelser. På den anden side må man ikke undervurdere, hvordan mange ansatte vil opleve at blive indkaldt til samtale. I virkelighedens verden kan den ansatte hurtigt opfatte det som en kritik af, at han eller hun overhovedet har brugt sin ytringsfrihed. Der kan også være glidende overgange mellem misforståelser hos den ansatte og tilfælde, hvor den ansatte blot har en anden holdning end ledelsen.
Det er derfor vigtigt, at man som ledelse gør sig klart, hvilket formål en samtale med den ansatte skal tjene. Hvad er det, man konkret ønsker at opnå? Hvordan sikrer man sig, at den ansatte ikke føler sig kritiseret og skræmt?
I dette ligger også, at man som ledelse bør se på, om indkaldelse til samtale er den rigtige vej at gå. Hvis målet er at undgå udbredelse af misforståelser, må det f.eks. overvejes, om det kan ske mere skånsomt – men lige så effektivt – ved en generel udmelding til arbejdspladsen om den pågældende problemstilling (se om dette nedenfor).
Der er ikke nogen enkel opskrift i disse situationer, og meget afhænger af det konkrete tilfælde og evnen til ledelsesmæssig håndtering. Men som ledelse skal man være klar over, at der kan være alvorlige faldgruber i ”kritiske” samtaler direkte med den ansatte, og at de kan kræve stor omhu, præcision og indlevelse for ikke at gå galt. Den ansatte må ikke opleve, at ledelsen i realiteten ønsker at lukke munden på ham eller hende.