I 2012 rejste ombudsmanden en række centrale spørgsmål over for Social- og Integrationsministeriet om anbragte unges rettigheder. Baggrunden var en række tilsynsbesøg på opholdssteder i 2011 og 2012. Under besøgene kom det frem, at visse opholdssteder brugte foranstaltninger over for unge, som man ikke uden samtykke kan bruge over for andre borgere, medmindre der er en særlig lovhjemmel. I juridisk sprog kaldet magtanvendelse.
URINPRØVER
Et eksempel på dette er brug af urinprøver. Flere af de unge, som ombudsmanden og hans medarbejdere talte med under tilsynsbesøgene, fortalte, at de blev bedt om at afgive en urinprøve i forskellige situationer. Det kunne f.eks. være i tilfælde, hvor en ung, som tidligere havde haft misbrugsproblemer, havde været på besøg uden for opholdsstedet, eller hvor den unges adfærd gav anledning til en konkret mistanke, f.eks. om brug af euforiserende stoffer. Men det skete også, at der blev taget en urinprøve, blot fordi den unge havde en sagsbehandler, der ønskede, at der blev taget en prøve.
Det var som udgangspunkt frivilligt, om de unge ville aflægge urinprøver. Men det viste sig dog, at det på en del opholdssteder kunne få konsekvenser for de unge, hvis de nægtede at aflægge en urinprøve. På flere opholdssteder var det f.eks. sådan, at hvis en ung beboer nægtede at aflægge en urinprøve, blev det betragtet som en positiv prøve, altså en prøve, der viste, at den unge havde brugt euforiserende stoffer, og det kunne i sig selv have konsekvenser for den unge. Det kunne f.eks. medføre, at den unge blev tvunget til at have tæt kontakt med ansatte på opholdsstedet, f.eks. ved at skulle sove i samme værelse som en ansat af samme køn. Konsekvensen kunne også være, at den unge fik forbud mod at gå alene i byen, eller at en friweekend blev inddraget. Ombudsmanden konkluderede altså, at det ikke skete helt frivilligt, når de unge aflagde en urinprøve.
Urinprøverne blev i praksis aflagt under opsyn af en voksen, f.eks. sådan at en ansat stod lige ved siden af eller bag ved den unge; i andre tilfælde vendte den voksne ryggen til eller stod uden for døren. Flere af de unge fortalte, at de oplevede det som nedværdigende at skulle afgive en urinprøve under opsyn af ansatte.
Der er ingen tvivl om, at der kan være gode grunde til at bede om en urinprøve, f.eks. på opholdssteder, hvor der bor mennesker med misbrugsproblemer. Men hvis beboerne mere eller mindre bliver tvunget til at aflægge urinprøver, er det at opfatte som et indgreb i retten til et privatliv. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om mennesker, som bor på en institution, fordi de er afhængige af de ansatte på stedet. Derfor er det vigtigt, at lovgivningen indeholder klare regler om brug af urinprøver på sådanne steder.
MOBILTELEFON OG COMPUTER
Samme problemstilling mødte ombudsmanden på andre områder under tilsynsbesøgene. For de allerfleste børn og unge er det helt afgørende, at de har mulighed for at bruge internet eller mobiltelefon. Visse opholdssteder har indført regler, som begrænser de unges adgang til at kommunikere ved hjælp af mobiltelefon eller computer. Det er forskelligt, hvad reglerne præcis går ud på. Nogle steder er der f.eks. regler om, at de unge får deres mobiltelefon efter deres daglige gøremål, eller når de har været i bad i weekenderne, eller at de unge får udleveret deres telefon fredag, efter at de har rengjort deres område og deres værelse. Der er også eksempler på interne regler på opholdssteder om, at de unges mobiltelefon bliver inddraget, hvis den bliver brugt uhensigtsmæssigt, f.eks. til trusler eller skældsord, eller hvis den unge har forladt opholdsstedet uden tilladelse. På nogle opholdssteder er der også regler om, at den unge ikke kan få sin mobiltelefon uden en aftale med de ansatte, hvis den unge er blevet syg.
Også med hensyn til computerbrug er der på visse opholdssteder indført begrænsninger. På et opholdssted, som ombudsmanden og hans medarbejdere besøgte, var der f.eks. en regel om, at der ikke måtte ryges på værelserne, og hvis man gjorde det alligevel, blev internetforbindelsen afbrudt. Andre steder var der regler om, at de unge ikke måtte downloade ting fra internettet uden tilladelse fra en voksen, eller at de unge kun måtte besøge nogle bestemte chatsider.
Flere af de unge, som ombudsmanden og hans medarbejdere talte med under tilsynsbesøgene, gav udtryk for, at de oplevede, at begrænsningerne var meget indgribende. Omvendt er der ingen tvivl om, at institutionerne kan have gode grunde, både af ordensmæssig, pædagogisk og sikkerhedsmæssig karakter, til at fastsætte sådanne begrænsninger.
LOVREGLER
Tilsynsbesøgene førte til, at ombudsmanden overvejede, om det var lovligt at indføre sådanne begrænsninger i forhold til unge, som bor på opholdssteder. Der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål, for der er ikke taget udtrykkelig stilling til det nogen steder i lovgivningen.
At der ikke kan gives et klart svar på, hvornår det er lovligt at indføre sådanne begrænsninger, er i sig selv et problem. Det betyder, at der er risiko for, at de unge på forskellige opholdssteder bliver udsat for uensartet og vilkårlig behandling.
Derfor bad ombudsmanden om et møde med Social- og Integrationsministeriet, og den 23. oktober 2012 blev der holdt et møde. På mødet var der enighed om, at der manglede klare regler på området.
Det var ikke tilfældigt, at ombudsmanden i 2011 og 2012 blev opmærksom på, at der herskede uklarhed om reglerne for forskellige former for indgreb, som bliver brugt over for anbragte unge. Ombudsmanden havde nemlig på forhånd besluttet, at hans tilsynsbesøg i 2011 og 2012 bl.a. skulle fokusere på opholdssteder for børn og unge, for det gav mulighed for at afdække, om der var generelle problemer på netop denne type af institutioner. Samtidig var det klart, at det ikke nyttede noget, at ombudsmanden tog spørgsmålet om, hvorvidt det var lovligt at indføre sådanne begrænsninger, op over for de enkelte institutioner. Et spørgsmål af den karakter skal så vidt muligt løses i samarbejde med det ministerium, som har ansvaret for sagsområdet, i dette tilfælde Social- og Integrationsministeriet.
Kort før sommeren 2013 nedsatte regeringen et udvalg, som skal beskrive udfordringerne ved brug af magt over for børn og unge i døgntilbud, på opholdssteder og i plejefamilier. Desuden skal udvalget komme med forslag til nye regler, hvis det er relevant.