Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Undervisningsministeriet om anvendelsen af sanktioner over for elever i de gymnasiale uddannelser.
Baggrunden var en konkret klagesag om en skoleleders brug af sanktioner over for en elev, der havde overtrådt skolens studie- og ordensregler, udstedt med hjemmel i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser. I den pågældende sag havde Undervisningsministeriet givet udtryk for den opfattelse, at en skoleleder kunne anvende sanktioner, som lå ud over de sanktionsformer, der fremgik af studie- og ordensreglerne.
Ombudsmanden pegede i forbindelse med høringen af ministeriet på, at det almindeligvis antages, at der ved indgribende afgørelser gælder et skærpet hjemmelskrav. Endvidere mente ombudsmanden, at opregningen af mulige sanktionsformer i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler efter sin ordlyd fremstod udtømmende.
Efter at have genovervejet sagen erklærede Undervisningsministeriet sig enig med ombudsmanden i, at en skoleleder ikke kan anvende sanktionsformer, som ikke er nævnt i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler, over for en elev, der har tilsidesat reglerne.
Ombudsmanden havde herefter ikke grundlag for at foretage sig yderligere. Han fandt dog anledning til at bemærke, at brugen af bestemte sanktionsformer ikke alene kræver hjemmel i studie- og ordensbekendtgørelsen, men også kræver, at sanktionsformerne er udmøntet i de lokalt fastsatte studie- og ordensregler.
Sagen gav desuden ombudsmanden anledning til at komme med nogle generelle bemærkninger om spørgsmålet om suspension af klagefristen ved utilstrækkelig klagevejledning.
(Sag nr. 14/02998)