FOB 2014-1

Afgørelser med kritik af sundhedspersoner blev offentliggjort, op til halvandet år efter at de var truffet. Offentlighedsperioden på to år kunne ikke forkortes.

28-01-2014

 

 

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde i en række tilfælde truffet afgørelse, hvor nævnet udtalte kritik af sundhedspersoner for alvorlig eller gentagen forsømmelse m.v. Patientombuddet, som er sekretariat for disciplinærnævnet, havde ved en fejl ikke offentliggjort afgørelserne, umiddelbart efter at de var truffet, men derimod først op til halvandet år herefter. I forbindelse med den forsinkede offentliggørelse meddelte Patientombuddet de berørte sundhedspersoner, at afgørelserne nu ville forblive offentlige på de relevante hjemmesider i to år fra offentliggørelsestidspunktet. 

Lægeforeningen klagede til ombudsmanden, bl.a. med henvisning til at afgørelserne var blevet offentliggjort i strid med forudsætningerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Lægeforeningen ønskede, at afgørelserne blev fjernet fra hjemmesiderne. 

Ombudsmanden udtalte, at det var særdeles beklageligt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ikke sørgede for offentliggørelse af afgørelserne, umiddelbart efter at de blev truffet, og at der efter det oplyste i hvert fald i nogle af sagerne gik op til halvandet år efter afgørelsestidspunktet, før afgørelserne blev offentliggjort. Ombudsmanden bad Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om en udtalelse om, hvorvidt ministeriet – af hensyn til en tydeliggørelse af retstilstanden for borgere og retsanvendende myndigheder – ville være indstillet på at ændre bekendtgørelsen om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet, således at det mere udtrykkeligt fremgår, at offentliggørelse af afgørelserne skal ske, umiddelbart efter at de er truffet. 

Ombudsmanden kunne derimod ikke kritisere, at myndighederne mente, at bekendtgørelsens krav om en offentlighedsperiode på to år ikke konkret kunne fraviges af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, ligesom ombudsmanden ikke havde grundlag for at antage, at ministeren i den foreliggende situation kunne være forpligtet til at dispensere fra dette krav i bekendtgørelsen. 

(Sag nr. 13/01061)