En kommune traf afgørelse om at sætte den del af en privat fællesvej i stand som lå i byzone, mens resten af vejen i landzone ikke skulle sættes i stand. Lodsejere i landzone skulle imidlertid betale en del af udgifterne.
Vejdirektoratet stadfæstede afgørelsen. Som hjemmel anvendte Vejdirektoratet en kombination af privatvejslovens regler for veje i henholdsvis byzone og landzone.
Efter ombudsmandens opfattelse måtte mulighederne for at fravige lovens klare opdeling mellem veje i byzone og landzone anses for angivet udtømmende i lovens § 13. Da ingen af disse muligheder var relevante i den foreliggende sag, mente ombudsmanden ikke at der var hjemmel for Vejdirektoratets afgørelse, uanset om resultatet måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2000-0588-516).