Undtagelse til ministerbetjeningsreglen får ministerium til at udlevere dokumenter om køb af Holmegaard

12-09-2023

Udlændinge- og Integrationsministeriet har efter en henvendelse fra ombudsmanden givet en borger aktindsigt i en række dokumenter om ministeriets køb af ejendommen Holmegaard på Langeland. Ministeriet havde i første omgang afvist at udlevere dokumenterne med henvisning til den såkaldte ministerbetjeningsregel i offentlighedsloven.

Borgeren klagede til ombudsmanden, der henledte ministeriets opmærksomhed på en bestemmelse i offentlighedsloven, der siger, at sager om indgåelse af kontraktforhold ikke kan undtages med henvisning til ministerbetjeningsreglen.

På baggrund af ombudsmandens henvendelse har ministeriet nu genovervejet sagen og udleveret otte dokumenter om købet af Holmegaard.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Offentlighedsloven indeholder forskellige regler om undtagelse af dokumenter og oplysninger fra aktindsigt, herunder den såkaldte ministerbetjeningsregel i lovens § 24.

I § 24 i offentlighedsloven (lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020) er der fastsat følgende om undtagelse af interne dokumenter fra retten til aktindsigt:

”§ 24. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, mellem:

1) Et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder.

2) Forskellige ministerier.

Stk. 2. Oplysninger om sagens faktiske grundlag m.v. er efter reglerne i §§ 28 og 29 omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler uanset stk. 1.

Stk. 3. Selv om det må antages, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand i forbindelse med den pågældende sag m.v., gælder stk. 1 ikke

1) (…)

2) i sager om indgåelse af kontraktforhold og

3) (…)”