En kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Pigen ønskede ikke at flytte og satte sig fysisk til modværge, da kommunen ville fuldbyrde afgørelsen. Kommunen så sig derfor nødsaget til at anvende fysisk magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen.
I en redegørelse om sagen beskrev ombudsmanden reglerne for, hvornår myndighederne har mulighed for at anvende fysisk magt. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel til at anvende fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at anvendelse af fysisk magt er så stort et indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov.
Ombudsmanden mente, at det var meget kritisabelt, at kommunen havde anvendt fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om ændring af pigens anbringelsessted.
Ombudsmanden rejste i forbindelse med afslutningen af den konkrete sag en sag over for Social- og Indenrigsministeriet af egen drift, med henblik på at ministeriet kunne overveje at søge tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted – også i de tilfælde, hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehavere.
I lyset af at afgørelsen var af indgribende karakter for den 11-årige pige, udtalte ombudsmanden, at det havde været rigtigst og bedst stemmende med god forvaltningsskik, at afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted var blevet meddelt skriftligt – eller i hvert fald meget hurtigt efter var blevet bekræftet skriftligt, ledsaget af en begrundelse for afgørelsen.
(Sag nr. 15/01019)