Et revisionsselskab klagede i 2010 på vegne af en forsyningsvirksomhed til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden i Vurderingsankenævn København. Revisionsselskabet var utilfreds med at nævnet endnu ikke havde færdigbehandlet sagerne om vurderingen pr. 1. oktober 2006 af 5 ejendomme der tilhørte forsyningsvirksomheden. Nævnet modtog klagerne i marts 2008 og oplyste under ombudsmandens behandling af sagen at de 5 sager kunne forventes afsluttet i midten af 2011. Herved ville sagsbehandlingstiden i nævnet blive over 3 år.
Ombudsmanden afsluttede sin behandling af revisionsselskabets klage før vurderingsankenævnet havde færdigbehandlet de 5 sager. Han udtalte at sagsbehandlingstiden i nævnet, medregnet nævnets prognose for hvornår sagerne kunne afsluttes, var klart uacceptabel.
Vurderingsankenævnet oplyste at der var problemer med sagsbehandlingstiden i alle landets vurderingsankenævn. Der var sket en markant stigning i antallet af klagesager i nævnene. Nævnene var derfor gået sammen om at behandle de ældste sager på landsplan først.
Ombudsmanden udtalte sig om nævnenes tilrettelæggelse af sagsbehandlingen og deres prioritering af sagerne under de givne vilkår. Han kunne ikke kritisere at de ældste sager i landet blev behandlet først. Han kunne heller ikke kritisere at Vurderingsankenævn København havde afvist at behandle forsyningsvirksomhedens 5 klagesager før andre (ældre) sager.
Ombudsmanden udtalte sig også om pligten til at give underretning om sagsbehandlingstiden i en situation som den vurderingsankenævnene var i.
De oplysninger som ombudsmanden fik af vurderingsankenævnet om forholdet mellem antallet af klagesager og nævnets ressourcer, bevirkede at ombudsmanden besluttede at rejse en sag af egen drift over for Skatteministeriet om sagsbehandlingstiderne i landets 15 vurderingsankenævn.
(J.nr. 2010-1882-2001)